Mindeord om tidligere Møltrup-forstander: En karismatisk forstander har kæmpet sine sidste kampe

Udgivet:05. august 2022, 16.01

Læsetid:5 minutter

Johannes Munck Jepsen, tidligere forstander på Møltrup Optagelseshjem, er her fotograferet i forbindelse med, at han modtog Trehøje-Prisen 2004. Foto: Eigil Thomsen

8 måneder siden

Frivillig medarbejder på Møltrup Svend Aa. Madsen, Vildbjerg, skriver mindeord over tidligere forstander på Møltrup Optagelseshjem Johannes Munck Jepsen, der døde 26. juli, 88 år gammel:

Johannes Munck Jepsen, forstander på Møltrup Optagelseshjem fra 1972–1999, var barnebarn af stifteren af Møltrup Optagelseshjem, Johannes Munck, og overtog selv stillingen som leder af hjemmet efter forældrene, Ingrid og Viggo Jepsen, i 1972.

Johannes M. Jepsen var oprindelig landbrugsuddannet, men livet igennem prøvede han lidt af hvert, og en »hjemmeføding« kunne han bestemt ikke betegnes som, idet han som helt ung fik udlængsel og rejste til Canada, hvor han forsøgte sig indenfor mange brancher - minearbejder, laboratorieassistent, bilvasker for endelig at slutte af med et ophold på en ranch, før han i midten af 1950’erne blev kaldt hjem til Møltrup, hvor faderen var forstander.

Årsagen var, at alle avlsbygningerne var brændt ned, hvorfor faderen i sin nød sendte bud efter sønnen for at få ham til at komme hjem og stå for landbrugsdelen i den trængte situation.

På den tid kom københavnerpigen Lis Fabricius hver sommer på ferie på Møltrup. Efter kort tid fandt det unge par ud af, at der var opstået varmere følelser mellem dem.

Det endte med ægteskab, efter at Lis havde færdiggjort sin sygeplejeuddannelse i København. I denne periode arbejdede Johannes som hotelkarl.

Senere arbejdede J. M. Jepsen som leder af landbruget på behandlingshjemmet Ørsholt i Nordsjælland. Men det var åbenbart ikke tilfredsstillende i længden, for efter syv år meldte trangen sig til at blive selvstændig.

Det udmøntede sig i købet af et mindre landbrug på Djursland. Størrelsen på landbruget gjorde, at Johannes sideløbende havde arbejde hos et amerikansk firma, der borede efter olie i området.

Dette arbejde medførte, at firmaet i 1968 tilbød ham et job på en olieboreplatform ude i Atlanterhavet ud for Angolas kyst.

Det var her, han opholdt sig, da han i 1970 blev kontaktet af bestyrelsen for Møltrup Optagelseshjem med henblik på at overtage ledelsen af Møltrup i nær fremtid, da forældrene ønskede at blive afløst på posten.

Henvendelsen gav naturligvis stof til eftertanke og megen snak ægteparret imellem.

Dybest set havde det, efter Johannes M. Jepsens eget udsagn, aldrig været en livsdrøm at overtage forstanderposten på Møltrup Optagelseshjem, men han følte uden tvivl en forpligtigelse til at føre bedstefaderens livsdrøm videre.

Betingelserne kendte han gennem faderens arbejde på stedet, og de faglige og menneskelige egenskaber mente han også at besidde, idet han gennem sit mangeartede arbejdsliv havde fået en vældig ballast, der kunne være nyttig i forhold til arbejdet på Møltrup.

Han havde fået indblik i mange menneskers liv og levned i mange forskellige livssituationer, både når det gjaldt arbejde og fritid. Især i forbindelse med fritiden havde han haft rig lejlighed til at iagttage folks omgang med alkohol, og hvad det kunne medføre.

Det var den ballast, Johannes Munck Jepsen bragte med sig, da han satte sig tilrette i forstanderstolen på Møltrup Optagelseshjem i 1972.

Han havde ikke en fin socialpædagogisk uddannelse, men til gengæld var han en uddannet landmand, der havde gået i livets skole.

I sin tid på Møltrup satte han mange markante aftryk. Blandt andet fik han sammen med en dygtig forvalter og en dygtig fodermester opbygget et landbrug, der skabte stor respekt viden om.

En anden ting, der stod hans hjerte nært, var at skabe de bedst mulige forhold for både mændene og medarbejderne. Det skete til dels i form af nybyggeri og en pensionsordning til medarbejderne.

I Johannes Munck Jepsens tid blev der foretaget mange nye tiltag såsom opstilling af en vindmølle og et halmfyr, så man på denne måde kunne spare mange penge på energikontoen.

Set udefra var opførelsen af plejehjemmet Lindely i 1995 uden tvivl den bedste idé, som Johannes M. Jepsen tog initiativ til. Derved undgik de mest plejekrævende af Møltrups ældre og svage beboere at blive kastebold mellem stat og kommune.

Som forstander var Johannes Munck Jepsen karismatisk. Han tog sine kampe med diverse myndigheder, når han mente, at de tilsendte direktiver var direkte imod hjemmets ånd og i nogle tilfælde slet ikke gav mening. Eksempelvis kan nævnes kravet om centralregistrering i 1974 samt den meget omtalte mælkesag i 1977.

I begge sager fik de offentlige myndigheder og retsinstanserne modstand til det sidste.

Selv om Johannes selv mente, at han trivedes bedst i modvind, så tærede disse to sager alligevel på kræfterne.

Som person var han venlig, imødekommende og intelligent. Han kunne dog undertiden have et noget iltert temperament, og man var slet ikke i tvivl om, hvad han mente. Det bedste var dog, at han ved uenighed ikke bar nag.

En god egenskab ved Johannes var, at det, der gælder i dag, også gælder i morgen - planlægningen var langsigtet.

Omkring sit lederskab var han en trækker og ikke en skubber forstået på den måde, at mange gange tog han selv initiativet og gik foran i arbejdet.

Møltrup Optagelseshjem bygger på et kristent grundlag, hvilket Johannes Muncks Jepsens livssyn naturligvis også var baseret på, men han var ikke fanatiker, da han var åben over for andre religiøse livsanskuelser.

En gang blev han spurgt om, hvilket religiøst grundlag Møltrup byggede på. Det gode svar lød: »Vi står direkte under Vorherre« - det vil sige, at der på hjemmet var plads til alle uanset religiøse forskelle.

Til slut vil jeg lade tankerne gå til Lis og børnene, som har mistet en ægtemand og far.

Naturligvis er I kede af det lige i nuet, men det kan måske være en trøst for jer at vide, at Johannes har været en vigtig del af Møltrup Optagelseshjems historie.