En kampdag på kontoret

4. maj 2021, 08.14

Kasper Pauli Pedersen. Foto: Tom Laursen

DIGITALT Vi har prøvet det før, men vi har ikke vænnet os til det, at vi ikke må mødes fysisk og fejrer arbejdernes internationale kampdag sammen. Arbejdernes internationale kampdag har siden 1889 været vores årlige markering af kampen for arbejderklassens politiske og faglige rettigheder.

Vi har mødtes i vores stærke og solidariske fællesskab, som gennem historien har været forudsætningen for de landevindinger, vi som bevægelse har gjort. Derfor er det nok ikke så mærkeligt, at fornemmelsen igen i år af at fejre kampdagen alene på kontoret, kun forbundet virtuelt med fællesskabet, ikke sådan for alvor føles rigtig.

Nå, men når nu man alligevel sidder der på kontoret på en kampdag, hvor man længes efter fællesskabet, kan man jo godt reflektere lidt over dagen. Vi kalder det en kampdag, men det er undertiden også blevet en festdag ikke mindst fordi, at vi i vores bevægelse igennem mere end hundrede år har haft mange sejre, der har styrket ligheden, friheden og solidariteten i vores samfund. Det er godt, men det var ikke og bliver aldrig en selvfølge, at det er således.

Netop derfor kan vi måske med rette i år, hvor fadøl og pølser af gode grunde ikke kommer til at fylde så meget, bruge lejligheden til at mindes, hvad det er vi står på skuldrene af og hvilke værdier, der har været retningsgivende for vores kamp og bevægelsens historie. Ja ikke bare på nostalgisk vis mindes, men også minde hinanden herom for fremtiden. Til efteråret står vi nemlig over for denne byrådsperiodes sidste runde af budgetforhandlinger inden kommunalvalget kommer.

I løbet af denne byrådsperiode er velfærden år efter år blevet beskåret med store millionbeløb selv efter, at vores socialdemokratiske regering stod i spidsen for historisk gode kommuneaftaler og en udligningsreform, der sikrede det økonomiske fundament til at udvikle og ikke afvikle vores velfærd i Ikast-Brande Kommune.

Når 1. maj i år ikke bliver den festdag, vi plejer at have, er det måske i virkeligheden meget symbolsk, for hvor meget har der egentlig været at fejre i denne byrådsperiode? Derfor bør vi i stedet lade dagen indvarsle ikke bare en kampdag, men mange på hinanden følgende kampdage for en mere retfærdig og solidarisk politik i kommunen.

Helt konkret vil jeg derfor allerede nu løfte sløret for tre krav, vi bringer med ind i efteråret, og som vi ser som centrale punkter i en del af den genopretningsplan, vi vil gennemføre for velfærden i kommunen - Socialdemokratiet vil i de kommende budgetforhandlinger arbejde for, at overgangsalderen fra dagpleje og vuggestue til børnehave bliver rykket fra 2,9 til 3 år. Det skal sikre alle vores børn en god start på børnehavelivet.

Vi vil arbejde for, at der tages initiativ til, at vi kan få forhandlet en lokal arbejdstidsaftale på plads med vores lærere, det skal sikre bedre rammer om vores læreres arbejdstid, og det vil i sidste ende komme alle vores børn og unge til gode i folkeskolen. Den skole som er en hjørnesten i vores velfærdssamfund.

Vi vil som en del af vores genopretningsplan udvide budgetterne med én procent på vores kernevelfærdsområder. Den ene procent skal betragtes som en velfærdsprocent, og den skal tilføres direkte til de enkelte kommunale institutioners rammebudget, så de når helt ud til gavn for vores børn, unge og ældre og giver vuggestuer, børnehaver, skoler, plejecentre og så videre bedre betingelser og ro omkring deres arbejde og udvikling af områderne.

Det bliver ikke nemt, men det har vores kamp for mere lighed, frihed og solidaritet aldrig været - til gengæld er den nødvendigfor at bevare og fortsat udvikle et retfærdigt samfund.

Indlæser debat...