Ny præst i Herning Oasekirke: Er der håb for mig, er der håb for alle

40-årige Martin Bentsen har været dybt kriminel, voldelig, på stoffer og medlem af Bandidos. Sammenlagt har han siddet i fængsel i 13 år. Efter et brutalt overfald i 2012 fik han nok af sig selv. Nu bor han i Herning og er nyansat præst i frimenigheden Herning Oasekirke

28. juli 2020, 17.04

Martin Bentsen har siddet i fængsel en stor del af sit liv. Han har begået indbrud, stjålet biler, taget stoffer og slået folk ned. Men han havde det ikke dårligt med det i situationen. Han fik ovenikøbet rygklap af vennerne bagefter. Det er dog noget helt andet, han betegner som det værste, han har gjort: - Det lyder måske som en bagatel, men følelsesmæssigt er det værste, jeg har gjort, at stjæle penge, 10’ere og 20’ere, fra min bedstefar. Det lyder vanvittigt, når jeg har lavet alle mulige sindssyge ting, men det er faktisk det, jeg har haft det værst med. Det er måske noget med at misbruge en andens tillid, siger han. Bedstefaren døde, da Martin Bentsen var 18 år. Foto: Flemming Hansen

Inden Martin Bentsen blev smidt ud af tredje klasse på Mellervangskolen i Aalborg, havde han allerede tre gange fundet sin mor, der havde forsøgt at tage livet af sig selv.

Moren lagde aldrig skjul på, at hun mente, han var årsag til selvmordsforsøgene.

Hun var 16 år, da hun blev gravid med Martin, og han var kun få måneder gammel, da hun tabte ham på gulvet.

Da han kom hjem fra sygehuset, havde hans bedsteforældre fået plejetilladelse. Hans mor evnede ikke at tage sig af ham, og hun blev senere indlagt på grund af psykisk sygdom.

Han har aldrig kendt sin far, men han elskede sine bedsteforældre.

I skolen havde Martin det svært. Han blev konstant sendt i observationsklassen, fordi han sagde mærkelige lyde, svarede lærerne igen og sad uroligt på stolen, og han kom konstant med dumme kommentarer for at få de andre til at grine.

Der var ikke meget at grine af i Martin Bentsens eget liv. Han blev kriminel i en ung alder, og inden han fyldte 34, havde han siddet i fængsel i sammenlagt 13 år af sit liv.

Men efter et ekstremt voldeligt overfald i Vridsløselille i 2012, blev han sat i isolation med Bibelen som selvvalgt lekture.

I dag har Martin Bentsen en bachelor i teologi. Han skal i gang med kandidaten, og han er netop blevet ansat som ny præst i frimenigheden Herning Oasekirke. Han er netop flyttet til byen og har lejet et hus sammen med sin kone Farah. Her tager han imod iført noget så hjemligt og tillidsvækkende som kameluldstøfler, der står i kontrast til hans tatoveringer op og ned ad begge arme.

Alternativ pædagogik

Martin Bentsens bedsteforældre havde fem børn. Da han flyttede ind, var de fire, inklusive hans mor, flyttet hjemmefra, så Martin var en slags efternøler, og hans mormor forgudede ham.

- Hvis jeg havde lavet noget forkert i skolen, bortforklarede hun det altid med, at det var de andres skyld, siger han på syngende aalborgensisk - en dialekt, hvor »der« bliver til »dæ-jer« med tryk på stavelsens første led.

Da han fik diagnosen DAMP (i dag ADHD), nægtede mormoren at anerkende det. I hendes optik betød det, at man var uintelligent, og det var han bestemt ikke, så hun afviste at samarbejde med psykologerne. I tredje klasse blev Martin Bentsen smidt ud af skolen og flyttet til først en specialkostskole for adfærdsvanskelige børn og i femte klasse til en døgninstitution i Frederikshavn med en noget alternativ pædagogik.

En gang om ugen var der værelseseftersyn, og hvis der var støv på fodlisterne, var der stuearrest og ingen mad.

Når Martin havde lavet ballade, kunne han blive beordret til at stå i en stue og kigge på et ur, indtil han indrømmede, og når en elev brød skolens regler, skulle hele flokken blive siddende i spisesalen i timevis.

På en tur til Norge var de nogle stykker, der stjal penge fra en af pædagogerne. Da det blev opdaget, blev alle elever sendt uden for og skulle stå i sne til knæene kun iført underbukser.

- Her fik jeg at vide, at jeg var uden for pædagogisk rækkevidde, og at jeg ville komme til at sidde i fængsel resten af mit liv. »Hvad er det for en idiot«?, tænkte jeg. Men det holdt jo meget godt stik.

Volden gav ham ro

I 8. klasse flyttede Martin Bentsen tilbage til sin mor og begyndte på en ny skole.

- Det var jeg ked af, men min mormor forklarede, at hvis jeg ikke flyttede hjem til min mor, ville jeg blive sat i familiepleje, og så var det ikke til at vide, hvor i landet jeg kom hen. Men jeg følte det som en kniv i hjertet, som om min mormor vendte mig ryggen, siger han.

To år senere blev han igen smidt ud af skolen, da han brugte sine gode evner i faget fysik til at sprænge nogle toiletter i luften.

- Så syntes de ikke, jeg skulle gå der mere, siger han.

Martin Bentsen fik lov til at gøre sin 9. klasse eksamen færdig, så begyndte han i en anden slags skole, hvor det handlede om at overgå kammeraterne i at gøre ting, andre ikke turde.

- Hvis de smadrede to vinduer, så smadrede jeg fire, og hvis de stjal fire biler på en aften, stjal jeg otte. Jeg skulle altid overgå dem. Det gav skulderklap fra de andre. De syntes, jeg var sej.

Han begyndte også at ryge hash, som med tiden blev til både amfetamin og kokain.

- Det er ligesom med kriminalitet. Man begynder med at stjæle slik på tanken, og så eskalerer det. Jeg kan huske første gang, jeg stjal en bil. Jeg var så nervøs, at jeg rystede på hænderne, fortæller han.

Det fik dog hurtigt en ende. Snart dyttede han lystigt og lavede hjulspin foran det hus, hvor han havde stjålet bilen.

Han var også kendt for sit heftige temperament, og når han gik i byen opsøgte han volden og pandede folk ned for et godt ord. Det gav respekt blandt kammeraterne, men det var også som om, det gav ham ro inden i.

Angreb fængselsbetjent

Martin Bentsen var 15 år, da han fik sin første dom: 30 dage for 23 forskellige forhold så som at stjæle biler, begå indbrud og vold.

- I avisen stod der, at Martin Bentsen var særdeles godt kendt af politiet. Jeg klippede det ud og viste det til vennerne. Se hvor sej jeg er, fortæller han.

Unge under 18 år afsoner som regel på en behandlingsinstitution. Men efter de første tre-fire domme mente dommeren ikke længere, at det havde nogen effekt på Martin Bentsen, og som 16-årig røg han i fængsel første gang. Det rystede ham alligevel lidt.

- Jeg stod i kø med en metalskål for at få mad, da ham der stod bagved mig - det føltes som om, han var fire meter høj - kiggede ned på mig og spurgte: »Hvor gammel er du«? Snart 16, svarede jeg. »Det bliver du ikke herinde«, sagde han.

- Jeg tog mine cornflakes med mælk og gik ind i min celle, og så håbede jeg bare, at de kom og låste døren ind til mig, fortæller Martin Bentsen.

- Selve det at være låst inde var ikke skræmmende, men det var skræmmende at være sammen med de andre, siger han.

I avisen stod der, at Martin Bentsen var særdeles godt kendt af politiet. Jeg klippede det ud og viste det til vennerne. Se hvor sej jeg er

Snart var det dog Martin Bentsen, der skræmte sine medfanger med sit eksplosive temperament.

Engang kastede han en stol i hovedet på en anklager i retten, en anden gang da han ikke havde fået sin medicin til tiden, forsøgte han at kaste en fængselsbetjent ud over et gelænder på første sal i Køge arrest.

Martin Bentsen blev i første omgang sigtet for drabsforsøg på betjenten, men han endte med »kun« at blive dømt for vold.

- Men i dag er jeg jo from som et lam, siger han og ler og går i køkkenet efter kaffe.

Vold og misbrug eskalerede

I 2002 fik Martin Bentsen en behandlingsdom, efter at han havde tævet en medindsat med en flaske og forsøgt at bide flere betjente. Dommen kunne i princippet have betydet livslang indespærring. Han kom i et forløb hos en psykiater, som mente, det var en falliterklæring at opgive et andet menneske som værende uden for rækkevidde. Men efter seks år måtte selv psykiateren give op. Han kunne dog ikke konkludere, at Martin Bentsen var sindssyg, men at han var ekstremt uligevægtig, aggressiv og voldelig, og så blev han overflyttet til et almindeligt fængsel.

Ude igen eskalerede Martin Bentsens stofmisbrug og med misbruget også volden. I dag forstår han ikke, hvordan han kunne gøre de ting, han gjorde, men han fik ro i maven, hver gang han havde slået nogen ned med en knust flaske, en kniv eller et baseballbat, og jo mere syge hans voldshandlinger var, desto mere respekt gav det ham ude i byen.

Respekten fik ham optaget i Bandidos. Det er et kapitel i hans liv, han ikke har lyst til at tale om.

- Hvis man er kriminel, så er det toppen af kransekagen. Så jeg tænkte, at når jeg var med i Bandidos, så havde jeg opnået det ultimative indenfor det kriminelle. En af grundtingene i det handler om frygt og respekt og om at være en del af det - gå med vest, broderskab, sammenhold - det var fedt, syntes jeg dengang. Men set i bakspejlet var det fuldstændig åndssvagt, siger han.

- Som kriminel opfinder man sine egne regler for at kunne retfærdiggøre sine handlinger. Hvis du undlader at betale en regning i samfundet, får du en rykker. Hvis du ikke betaler i det kriminelle miljø, sender de et tæskehold. Nogle af de ting, jeg har lavet, som for eksempel at afstraffe andre, var ikke fordi, jeg havde lyst til det, men sådan var reglerne. Og det er skræmmende, at man syntes, det er gode regler. Når jeg ser tilbage, kan jeg slet ikke forstå, jeg kunne være i det. Måske var det også derfor, jeg tog så mange stoffer, funderer han.

Martin Bentsen var sammenlagt med i Bandidos i omkring tre år med fængselsophold derimellem.

Artikler fortsætter under billedet ...

Det virkede på ingen måde afskrækkende på Martin Bentsen, da han blev indsat i det åbne fængsel, Kragskovhede. - Jeg fik min egen nøgle, og det var mere frit end på en institution. Så tænker man: Fængsel - det er ligemeget. Det er luksus i de danske fængsler. Det er det at være afskåret fra familie og venner, der er straffen, siger han. - Nogle gange, når jeg havde fået en dom på et halvt år, syntes jeg ligefrem, det var dejligt. I fængslet er der ingen efter én, og ingen der ringer. Hvis man kan glæde sig over det, er der et eller andet galt, siger han. I dag er hans kriminelle liv fortid, og han ser frem til et nyt som præst i Herning Oasekirke. Foto: Flemming Hansen

Brutalt vendepunkt

2012 blev et vendepunkt for Martin Bentsen. En medfange rykkede dynen af ham, mens han lå og så Formel 1 i tv.

Det fik det til at slå fuldstændig klik for ham. Han gik i køkkenet og satte to elkedler over fyldt med vand. Medfangen blev lokket ud i køkkenet, hvor Martin Bentsen stak ham med en steakkniv og overhældte ham med kogende vand.

- Og det er jo sindssygt, men det er ikke selve episoden, der sætter mest spor i mig. Det er det vanvittige i, at jeg har gjort det og ikke fatter det i situationen. Det er jo fuldstændig sygt, siger Martin Bentsen.

- Hvordan i alverden kunne det komme så vidt, at jeg kunne komme derhen uden at have det dårligt med det. Det synes jeg er vildt skræmmende, at man kan komme derhen som menneske.

Martin Bentsen blev isolationsfængslet i en måned. Han havde Bibelen med. Og fra da af var det som om, alt var forandret, og han selv var som forvandlet.

Han havde hverken haft en åndelig oplevelse eller mærket noget fysisk, men han omtaler det selv som et Guds mirakel.

Ønskede at dø

Martin Bentsen havde stiftet bekendtskab med Gud én gang tidligere i sit liv. Engang han havde været på amfetamin igennem længere tid, blev han så paranoid, at han troede, der lå mænd på lur for at skyde ham. En ven fortalte, at der boede en kristen kvinde længere nede ad vejen, som engang havde hjulpet en anden ven, og Martin Bentsen var villig til at gøre alt for at få det bedre, så han opsøgte hende.

Kvinden ville kun hjælpe ham, hvis han gav sit liv til Jesus, sagde hun.

- Jeg var ligeglad, jeg skulle bare have det bedre. Så bad hun for mig, og det føltes, som om jeg fik taget en rygsæk af mine skuldre, og jeg fik det bedre. Det havde jeg ikke regnet med, siger Martin Bentsen.

Kvinden fortalte også, at hun allerede kendte ham. Mange år tidligere, da han var seks-syv år, havde hun fundet ham liggende grædende i en busk, hvor han kun ønskede at dø, fordi der ikke var nogen, der elskede ham. Hun havde bedt for ham siden, fortalte hun.

Martin huskede ikke episoden, men han begyndte at komme i frikirken. Det varede dog ikke ved. Han havde en idé om, at kristne var perfekte og følte, at de var bedre end andre, og det havde han det svært med, selv om han ikke havde noget at have det i.

- Det var ikke, fordi jeg blev bekræftet i, at de var sådan. Det handlede mere om mig. Og det var ikke fordi, jeg ikke ønskede at gøre gode ting. Jeg kunne bare ikke. Jeg var nok dømt til at være fortabt, tænkte jeg. Jeg havde en idé om, at jeg nok skulle sidde i fængsel resten af livet, og hvis ikke - så var det bare fordi, jeg ikke blev taget.

Martin Bentsen har overvejet, om han skulle opsøge sine ofre for at undskylde, men som han siger, så kunne han ikke bestille andet – og hvem siger også, at de har lyst til at tale med ham. Måske har de fået familie og børn og har ikke lyst til at tale om fortiden. Det er ikke til at vide, hvad der er det rigtige at gøre, synes han.  Foto: Flemming Hansen

Ingen troede det muligt

Men noget er forandret indeni Martin Bentsen, da han sidder isolationsfængslet og læser i Bibelen. Efter noget tid begynder fængselsbetjentene og psykiateren også at bemærke det.

- Jeg råber og skriger ikke længere. For eksempel fik jeg afslag - jeg kan ikke huske på hvad - og fængselsbetjentene stod udenfor og tænkte, at nu ville jeg gå amok. Men jeg sagde bare: »Nå, det er der ikke noget at gøre ved«, fortæller Martin Bentsen.

Han har siden fået at vide, at ingen troede på, at det kunne lade sig gøre at forandre sig så markant, som han gjorde.

For eksempel forsøgte han at komme med i bandeexit-programmet, som hjælper bandemedlemmer ud af kriminalitet og bandeliv. Men de ville ikke hjælpe ham. De vurderede, at det ville være udsigtsløst.

- Jeg ser det som et mirakel, der er sket i mit liv. Men det var virkelig svært i starten, da jeg begyndte at tro, og det har været sindssygt svært at komme dertil, hvor jeg er i dag. Man står ikke bare op om morgenen og halleluja, så er alt godt, siger han.

- Jeg havde det godt nok svært med mig selv og det, jeg havde gjort mod andre. Hvordan kunne jeg komme så langt ud?

Svær begyndelse

Knivoverfaldet på medfangen kostede Martin Bentsen ekstra halvandet år i Vridsløselille. Men til alles forbavselse opførte han sig eksemplarisk, og han gik også i behandling for at blive sit stofmisbrug kvit.

Da Martin Bentsen blev prøveløsladt i januar 2014, begyndte han på HF, men han havde svært ved at koncentrere sig.

- Jeg havde svært ved at få styr på helt almindelige hverdagsting. Vaske tøj, stå op, gå i seng, styre økonomien, overholde aftaler - jeg kunne ikke følge en indkøbsseddel. Jeg blev stresset, når jeg stod i supermarkedet, og så stillede jeg indkøbskurven og gik ud og købte pizza i stedet for, fortæller han.

Men som tiden gik, fik han mere og mere styr på sit liv. Han begyndte også at komme i en kirke.

- Senere fandt jeg ud af, at jeg ville være præst. Kristendom handler om at blive mødt med kærlighed og møde folk, hvor de er. Det er også det, jeg gerne vil bruge kirken til. Min mission er at møde folk, siger Martin Bentsen.

I årene siden hans sidste fængselsophold har han blandt andet været leder på Blå Kors’ ungdomslejre, og han har stadig kontakt til nogle af de unge, der har været eller er på vej ud på et skråplan.

- Jeg ville ønske, nogen havde taget kontakt til mig dengang. Én man kunne stole på, og som ville tale med én, selvom man begik kriminalitet. I mit liv var det på grund af handlinger, folk valgte mig fra. De gad mig ikke, når jeg var kriminel, så jeg vil gerne vise de unge, at det er mennesket bag, der betyder noget, og jeg prøver at sige, at de skal lade være med at skylle deres liv ud i lokummet, som jeg har gjort. Og er der bare én, der kommer igennem uden at komme så langt ud som mig, vil jeg være lykkelig, siger Martin Bentsen.

Han har også holdt foredrag på efterskoler, for konfirmander og elever i 9. og 10. klasse, og det var et totalt chok for ham at møde dem første gang.

- Det var jo børn! Men de havde samme alder, som mig, da jeg begyndte at stjæle biler, siger han.

- Jeg tænkte, at det var jo helt galt, men jeg har jo slet ikke kunnet se det, siger han, helt rystet.

Se Martin Bentsen fortæller om sit nye job hos Herning Oasekirke, hans voldsomme fortid og drømmen om at blive rollemodel for unge

En god dreng

Selv om Martin Bentsen mangler sin kandidatgrad, så har han som nævnt allerede fået job som præst i frimenigheden Herning Oasekirke.

- Nu er drømmen blevet opfyldt - lidt hurtigere end ventet. Det er jeg bare glad og taknemmelig for, siger han.

- For 10 år tilbage kunne jeg ikke sove om natten, jeg var aggressiv, jeg kunne ikke sidde stille, koncentrere mig om at læse eller føre en samtale, siger han.

- Men jeg har oplevet at få fred i mit liv, og jeg vil gerne opleve, at andre får et møde med Gud og bliver sat fri fra deres mindreværd, og oplever at de er elskede og accepterede. Og jeg vil gerne være med på den rejse sammen med dem, siger han.

- Der skal være plads til det uperfekte. Ingen liv er strømlinede. Og når man begynder at være ærlig og tale om de ting, der er svære, finder man ud af, at andre kan have de samme tanker. »Nå - jeg er ikke alene, og det kan altså godt lade sig gøre at komme ud af det«, siger han.

- Og er der håb for mig, så er der håb for alle.

I dag ser Martin Bentsen jævnligt sin familie igen, og han har fået en ny vennekreds. Hans mor døde for fem år siden, og mens han læste sin bachelor, døde hans elskede mormor.

- Det var voldsomt, da hun døde. Jeg var tæt på at droppe et semester. Jeg hjalp med at passe hende, men hele familien var sammen om at hjælpe, fortæller han.

- Jeg sad og holdt hende i hånden, da hun døde. Det var meget fredfyldt. Og inden hun døde, sagde hun: »Der kan I se. Det er det, jeg altid har sagt. Han er en god dreng«.

Martin Bentsen er født og opvokset i Aalborg. Han har en bachelor i teologi, som han har taget i Australien via fjernstudier. Planen er at læse en kandidat på Aarhus Universitet. Foto: Flemming Hansen
Blå bog

Martin Bentsen fylder 41 år til september.

Han er født og opvokset i Aalborg.

Hans mor døde for fem år siden.

Han har aldrig mødt sin far.

Han har en lillebror og en lillesøster.

Martin Bentsen er netop blevet ansat som præst i frimenigheden Herning Oasekirke på Teglvænget.

Der er indsættelsesgudstjeneste søndag eftermiddag 30. august.

Læs også