Ny ensemble-skuespiller på Team Teatret: Herning har jo det, en by behøver

Marie Vestergård Jacobsen er ny på Team Teatret. Hun og familien trives i Herning

5. april 2020, 16.57

Marie Vestergård Jacobsen er ny ensembleskuespiller på Team Teatret. Foto: Mingo Photo

HERNING Først på året begyndte Line Vejgaard Kjær og Marie Vestergård Jacobsen som nye ensemble-skuespiller på Team Teatret.

Line Vejgaard Kjær er allerede blevet præsenteret i spalterne som hende, der har hovedrollen i »Mombie«, men her, mens alt er lukket ned, må vi vente med at se den første store rolle fra hende. I mellemtiden kan vi hilse på 38-årige Marie Vestergård Jacobsen.

En del af eleverne på Teams Teaterskole har allerede mødt hende, for her underviser hun flere hold. På teatret har hun til nu haft sin daglige gang i administrationen, hvor hun har skrevet undervisningsmateriale til »Mombie«, og hvor hun arbejder med materiale til næste sæson.

Mens Team Teatret er lukket, gør medarbejderne, hvad de kan for ikke at mødes fysisk. Derfor har teatrets kommunikationsmedarbejder skrevet en række spørgsmål til Marie, som hun har svaret på. Mød her kvinden med to uddannelser og stort udsyn.

Hvorfor blev du skuespiller?

- Det er svært at sige entydigt hvorfor, det er en lang række af ting. Men jeg har et sæt fortællinger, som jeg tror har været medvirkende til det. Jeg har elsket teater fra det øjeblik, jeg mødte det. Jeg var med min mormor og morfar inde og se musicalen »Annie« og ville ikke gå bagefter. For jeg tænkte, at hvis jeg blev siddende, spillede de sikkert igen. Så jeg fandt ud af at man kunne gå til drama og gjorde det fra jeg var 10-11 år. Da jeg så fik en stor rolle i sommerens eventyr-spil som 15-årig, var jeg sikker på, at det her kunne jeg ikke leve uden.

- Jeg tror også, jeg følte mig meget anderledes end de andre i skolen. Jeg blev mobbet og flyttede faktisk af den årsag skole tre måneder før eksamen i 9. klasse. Men til drama måtte man være lige så mærkelig, man ville. Min mærkelighed kom måske fra at have boet i Zimbabwe en stor del af min barndom, fordi mine forældre var ulandsfrivillige. Det kan også være jeg havde følt det samme, hvis det ikke var tilfældet. Jeg har altid følt mig hjemme i en kolossal indlevelse i historier og menneskeskæbner. Og så har jeg tidligt opdaget det her medie, hvor man kan fortsætte med rolleleg og indlevelse - og samtidig have noget voksent på hjerte.

Hvorfor er du så også blevet lærer?

- Fordi jeg arbejdede som freelancer og ikke brød mig om det. Det føles så skørt at have taget en elite-uddannelse på Statens Teaterskole og så komme ud til en virkelighed, hvor der er langt mellem de kunstneriske snapse, og hvor man sejler rigtig meget i sin egen sø. Og økonomisk er det helt dumt. Jeg har stadig inde i mit system at skulle leve på en sten. Jeg har altid madpakke med, og jeg overvejer længe og nøje, om jeg køber mig en kop kaffe. Det er virkelig en luksus for mig.

- Jeg har undervist i teater, siden jeg var 18 år. Den gang var jeg i øvrigt var på sommerkursus på Herning Højskole, hvor russiske Aleksander Fyodorov lærte os, hvordan man kunne undervise børn i Stanislavskij (russisk teaterteoretiker, red.). Desuden falder undervisning naturligt for mig, og så passede det med, at jeg ville have børn og lidt mere stabilitet på flere fronter. I 2012 begyndte jeg på e-lærer uddannelsen, var på lang teaterturne, var i Brasilien i to måneder og blev gravid første gang.

Er en lærer i virkeligheden også fuldtidsperformer?

- Det er helt sikkert, at der ligger et element af performance i lærerjobbet. Men du indtager et helt bestemt sæt af roller - du spiller for eksempel aldrig lavstatus. Det ville være selvmord! Det er rigtigt, at man går ind og leverer et nærvær, formidler og skal gøre det med en energi, som kan rive børnene med på det projekt, man har. Men man er med på en længere bane og opbygger professionelle og varme relationer til børn og forældre. Men læreren må også finde ud af at spare og skrue ned for energien, ellers brænder man ud.

- Som skuespiller derimod skal man levere nærvær på et meget større udtryksspektrum. Og det er næsten grænseløst, intensitetsmæssigt. Man giver kolossalt meget mere krop, sensitivitet og sårbarhed, men netop ikke på den lange bane. Man giver det med et kunstnerisk formål og ikke et læringsformål. Man giver det i den tid forestillingen varer og i det rum, og så går alle parter hver til sit. Jeg synes, de to fag har ganske lidt til fælles - men det vil være at undervurdere begge fag at sige, det er det samme.

Du er gift med Francisco (Lopes de Farias) fra Brasilien. Hvordan har I mødt hinanden?

- I 2008 boede jeg i København og var netop blevet ledig skuespiller for første gang i mit freelanceliv. Og jeg var frustreret og bange for aldrig at få job igen. Og jeg savnede at gå på teaterskolen - især den fysiske træning. Så jeg begyndte at gå til capoeira, der er en brasiliansk kampdans, og blev helt opslugt.

- Han var der også, men vi var ikke romantisk involverede overhovedet. Så rejste jeg seks uger til Nordøstbrasilien og lærte portugisisk - til husbehov. Da jeg så kom hjem, kunne jeg pludselig have samtaler på portugisisk, og det gav en anden nærhed i capoeira og en mere direkte kontakt til dem, der var på besøg fra Brasilien. Et par år senere blev vi kærester. Og kun omkring et år senere igen blev vi gift.

Så det var ikke dig, der fik ham til Danmark?

- Nej, han valgte Danmark, før han valgte mig. Det var meget vigtigt. Jeg ville være nervøs for at »importere« en mand, for man er hele hans netværk. Han havde været her i landet mange gange og længe ad gangen, fået kontakter og havde venner her - og så valgte vi hinanden. For at han kunne blive her, måtte vi blive gift. Det var faktisk her i Herning, det blev sat i gang.

- Jeg var på turné og sad netop på Hotel Eyde, og han ringede til mig og sagde, han havde fået afslag på sin ansøgning som au pair i en familie, han kendte - af kedelige strukturelle årsager. Jeg faldt på knæ på mit hotelværelse og sagde, at »så må vi jo gifte os«. Og da vi så havde aftalt det, gik jeg ned og bestilte en stor fadøl og fortalte mine kollegaer, at jeg skulle giftes. Tre uger senere blev vi gift på Københavns Rådhus.

I må have en del kulturelle forskelle. Hvad betyder det i hverdagen?

- De sproglige forskelle betyder, at vi skal kommunikere ekstra tydeligt. Og at der let opstår misforståelser om mange ting. Mange af konflikterne er jo ret klassiske i parforhold. Hvem gør hvad, og hvordan skal tiden fordeles? Det kan være en gave, fordi vi meget eksplicit har måttet aftale, hvordan vi vil leve sammen.

- Selvom han kommer fra en kultur, der er meget patriarkalsk, er han heldigvis mere indstillet på ligestilling end mange danske mænd og kvinder. Vi er på samme hold der. Fra ideal til handling er der selvfølgelig nogle gange et stykke vej at gå, men det vigtigste er, at vi forhandler om det, og vi begge får mulighed for at realisere vores potentiale og være forældre sammen for vores børn.

- Det betyder også, at vi lever med to sprog - selvom han er rigtig god til dansk - og det gør vores børn også. Det er en gave og en resurse. Det betyder, at vi har mad og musik i vores hjem, som andre måske ikke har.

- Jeg synes egentlig, at det med kultur er svært at svare på. Jeg har følt mig hjemme mange steder i verden og med mange kulturer. Og jeg tror, at de forhold, vi lever med og under, er med til at definere ens kultur. Selvfølgelig kommer vi alle sammen et sted fra, men livet tager nogle drejninger og man foretager nogle valg, som bestemmer, hvordan man lever.

- Lever man et sted, hvor der mangler vand, bliver vand en dominerende faktor. Så indgår vand i tankerne og sangene, og man får et ærbødigt forhold til vand. Min svigermor løber ud midt om natten, når der kommer vand, for at fylde lagrene op, for man ved aldrig, hvornår det er der igen.

- Min mand lever her og bliver påvirket at de gode leveforhold, vi har her. Af det uddannelsesniveau, som de mennesker, han omgås, har. Danmark har jo også vidt forskellige kulturer, alt efter hvor vi er, og hvad vi laver. Både han og jeg har erfaring med at leve på mange måder i verden. Og vi synes, det er bedst lige her, hvor vi er.

Du har valgt at søge job på Team Teatret. Hvorfor det? Hvilke tanker har du gjort dig om jobbet og om at flytte hele familien til Herning?

- Det er drømmejobbet for mig. Jeg får lov at være fastansat skuespiller. Tryghed, stabilitet og kunstneriske udfordringer - og medansvar. Jeg får også lov at undervise i teater og lave undervisningsmateriale til alle mulige fag. Så jeg har begge mine fagligheder i spil. Jeg har fået kolleger og et sted, jeg kan føle tilknytning til. Efter mange år som freelancer er det fedt.

- Francisco og jeg havde længe snakket om at flytte fra vores tre-værelses i København. Om at have mere plads. Vi var selvfølgelig spændt på, hvordan det ville være, og om det ville blive svært for vores børn - især den store, som allerede var begyndt i skole på Amager.

Trives I her?

- Ja. Folk har generelt været søde, åbne og interesserede. Vi bor i hus, som vi lejer, og det er skønt at have plads. Francisco havde lige en periode, hvor han kørte til Randers hver dag, og det var lige lidt rigeligt kørsel og logistik. Nu har han fået job i Herning. Han er gulvlægger.

- Forhåbentlig kommer han også i gang med noget capoeira og brasiliansk percussion her i byen - det vil tiden vise. Lige nu går hverdagen meget med arbejde og børn, men kælderen er fuld af trommer og hovedet fuld af ambitioner.

- Vores dreng Elias går i 0. klasse på Herningsholmskolen og trives godt, og vores lille datter Olivia på et år er glad for sin vuggestue, Brændgården. Jeg kunne sagtens forestille mig at blive boende her i mange år. Byen har jo det, en by behøver - og lidt til.

Marie Vestergård Jacobsen

38 år

Gift med Francisco Lopes de Farias

Mor til Elias og Olivia

Opvokset i og omkring Kolding plus i alt seks år i Zimbabwe

Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2007 og uddannet lærer fra Københavns professionshøjskole i 2019.

Har blandt andet medvirket i:

Adskillige teaterproduktioner for både børn og voksne på Teatret Fair Play, Bådteatret, Teater Møllen, Teater Nordkraft, Odsherred Teater, Svalegangen, Teater AbstraX og Teater Momentum. Hun har derudover indlæst bøger - især for NOTA og undervist.

På Team Teatret har hun medvirket i »Det lille hus« og »Koldere end her« i 2009.