Standpunkt: Hvad skal der ske med dine organer, når du dør?

9. oktober 2019, 12.30

Vibeke Larsen. Foto: Flemming Hansen

Jeg har tidligere i årenes løb her i Standpunkt opfordret til, at vi hver især træffer et valg om organdonation og beslutter, hvorvidt et eller flere af vores organer må anvendes til transplantation, når vi dør. At vi får taget den vigtige snak med vores nærmeste, så de kender vores ønsker og holdninger. Og at vi husker at registrere os som donorer, så sundhedsvæsenet i en given situation kan se, om man er organdonor, og hvilke organer der må eller ikke må transplanteres.

Den opfordring vil jeg hermed komme med igen. Jeg læste forleden, at det på lørdag 12. oktober er Danmarks Organdonordag, og det mindede mig om vigtigheden af, at vi tager stilling, tager action og tager en snak.

Fordi der er stort brug for organer til transplantation. Og fordi det er vigtigt, at ens nærmeste ved, hvad man ønsker, og at de ikke står med beslutningen, når man er død.

Ifølge organdonor.dk stod 477 patienter ved udgangen af 2018 på venteliste til et organ - 405 til en nyre, 14 til et hjerte, 26 til en lunge, 22 til en lever og 7 til en nyre-bugspytkirtel eller bugspytkirtel alene.

I løbet af 2018 døde 40 patienter, mens de stod på venteliste til et organ.

Så der er hårdt brug for organdonorer og organer. Og dermed danskernes stillingtagen.

Der er ingen tvivl om, at det for mange mennesker er et vanskeligt, eksistentielt valg og et svært emne at tage stilling til og måske også tale med andre om. Fordi det handler om døden. Om følelser. Om ens krop. Og om, hvad der sker efter døden.

Jeg forstår godt de overvejelser. Der kan være mange gode grunde til, at folk ikke ønsker at være organdonorer. Og mange gode grunde til at ønske at være det.

Men det bør trods alt være en selv, der beslutter, hvad der skal ske med ens organer efter døden.

Mens man er frisk til det. Og kan melde det ud.

Så det ikke er de pårørende, der skal træffe så vanskelige beslutninger i en i forvejen svær og sorgfuld situation.

Ifølge Dansk Center For Organdonation er 1,1 million danskere pr. 30. september i år registreret i Organdonorregistret. Som donor eller ikke-donor.

Dermed har 23 procent af danskerne over 15 år registreret deres holdning til organdonation.

79 procent har givet fuld tilladelse, 14 procent har givet begrænset tilladelse, 6 procent har givet forbud og 1 procent ved ikke.

Personligt hører jeg til den første gruppe.

Siden 2008 har jeg været registreret med fuld tilladelse, og det betyder, at skulle det blive aktuelt, og organerne kan bruges, så har jeg - lige som næsten 883.000 andre danskere - sagt ja til at donere mit hjerte, mine nyrer, mine lunger, min lever, min tyndtarm, min bugspytkirtel, mine hornhinder og min hud til transplantation efter min død.

Jeg har også registreret, at det ikke kræver mine pårørendes accept.

Blandt de næsten 160.000 danskere, der har givet begrænset tilladelse i registret, er det oftest hud og hornhinder, man ikke ønsker at donere.

Det er jo netop det gode ved registreringen som organdonor via sundhed.dk, at man selv vælger, hvad man giver tilladelse til eller forbud mod. Og at man i øvrigt altid kan lave sin beslutning om eller ændre på tilladelsen.

Er du i tvivl om, hvad du skal beslutte, og hvordan du gør?

Så kan det måske være en idé at gå ind på den meget overskuelige og brugervenlige hjemmeside organdonor.dk, hvor der er samlet store mængder viden og fakta om organdonation og transplantation.

Der kan man få svar på mange af de spørgsmål, der naturligt dukker op, når man skal forholde sig til, om man vil være organdonor - og hvordan man registrerer sig.

På gensyn her i Standpunkt på onsdag!

Vibeke Larsen

chefredaktør

vib@herningfolkeblad.dk