Gamle historier om Kærshovedgård

27. oktober 2020, 14.11

Nils Henrik Wyke. Foto: Privatfoto

BØRN Man tror næsten ikke sine egne øjne, når man læser Gerda Abildgaards indlæg i Herning Folkeblad 23. oktober: »Invitation til borgmesteren«.

Er korttidshukommelsen røget? Satser Gerda Abildgaard på, at en usandhed bliver til en sandhed, når bare den gentages ofte nok, eller er hun simpelt hen helt uden for pædagogisk rækkevidde?

Så sent som 21. september skrev jeg et indlæg med blandt andet dette citat fra en hjemmeside om Kærshovedgård: »Udrejsecenter Kærshovedgaard drives af Kriminalforsorgen efter aftale med Udlændingestyrelsen. Det er Udlændingestyrelsen, der beslutter, hvor asylansøgere skal bo. Centeret er for enlige voksne mænd og kvinder. De fleste er afviste asylansøgere, der ikke medvirker til hjemsendelse. Der er også en mindre gruppe, som er udvist efter afsonet straf, og personer på tålt ophold«.

Læg mærke til sætningen: »Centeret er for enlige voksne mænd og kvinder.« Alligevel bliver Gerda Abildgaard ved med at fremture med sine falske påstande om »fædre og mødre, der er tvunget væk fra deres små børn«. De har ovenikøbet »siddet der i årevis«! I så fald kan der vel ikke blive ved med at være tale om »små børn«!

To ud af tre beboere på Kærhovedgård er afviste asylansøgere, som nægter at rejse hjem. Hvis de var kommet hertil med familie, var de slet ikke blevet anbragt på Kærshovedgård. Så var de endt på et af centrene for afviste familier.

Når Gerda Abildgaard bliver ved med at fable om forældre, børn og overholdelse af FN’s Børnekonvention, så fortæller hun jo indirekte, at nogle af beboerne på Kærshovedgård må have taget forskud på den asyl, de ikke fik, ved i det skjulte at stifte familie i håb om, at det kunne være et argument for alligevel at opnå asyl. Det er et nummer, der tidligere er set her på egnen, men det bør ikke præmieres.

Borgmester Ib Lauritsen (V), Ikast-Brande Kommune, har oplevet (HF 12. oktober), da han kom kørende, at en beboer fra Kærshovedgård stod midt på vejen og ville have ham til at standse. Borgmesteren fortæller, hvordan han først sagtnede farten for så derefter at køre videre, da manden flyttede sig. Den episode er Gerda Abildgaards påskud for igen at skrive om beboerne på Kærshovegård og binde os de gamle, gribende historier på ærmet.

Det var ganske givet meget klogt, at borgmester Ib Lauritsen reagerede, som han gjorde. Det er ikke udelukkende rare drenge, man kan få med i bilen, hvis man stopper op derude. Og det vil også være klogt, hvis vi ikke tager fremtidige indlæg fra Gerda Abildgaard for gode varer, for hun har åbenbart et lidt anstrengt forhold til sandheden.