Ordmageren i pausens kraft

Jørgen Leth og den unge gruppe Reverse henrykkede ved frokostkoncert på Fermaten

Udgivet:03. oktober 2014, 14.44

Læsetid:4 minutter

Jørgen Leth i fin form leverede varen, charmerede sit publikum, reciterede digte og fortalte anekdoter, mens gruppen Reverse leverede et silkeblødt omslag til Leths poetiske univers. Foto: Henrik Ole Jensen

Af Kurt H. Jørgensen khj@herningfolkeblad.dk

Frokostjazz med Jørgen Leth

& Reverse.

Fermaten, lørdag.

fire stjerner

herning Det er ikke en selvfølge, at en digter nødvendigvis er god til at oplæse egne digte. Stemme, fremtoning eller evnen til at forcere scenekanten er naturligvis forskellig for digtere som for godtfolk. Digteren og filmmanden Jørgen Leth kan den metier, han nyder tydeligvis rampelyset, og det fik publikum på Fermaten en velkomponeret prøve på lørdag.

Balanceret på en høj stol, bevæbnet med sine samlede digte, guidede han os igennem det Lethske univers fra »Gult lys«, der så dagens lys i 1962, til »Hvad er det nu det hedder« fra 2011. Næsten som et litteraturstudie. Et spænd over et halvt århundrede, med udvikling, men også med genkendelse og genbrug.

Jeg genbruger gerne af tidligere digte, og det må jeg gerne, fastslog han i en af de mange kommentarer mellem oplæsningen. Charmerende, forførende og med underspillet humor.

Ligesom hos Niels Hausgaard er disse mellemstationer nødvendige for at forstå sammenhæng og lodde dybden på det farvand, vi lokkes ud over. Samtidig er de i Leths tilfælde nødvendige pauser i koncentrerede sproglige konstellationer og eksistentielle nedslag, så hjernen kan finde en bøje, inden sejladsen går videre.

Det fjerde instrument

Pauserne var også vigtige elementer i samspillet med den unge jazzgruppe Reverse, der i helt klassisk triobesætning - piano, bas og trommer - lagde det silketynde, stoflige omslag omkring digtene.

Til tider næsten kun antydningsvis, andre steder stemningsforstærkende. Hele tiden med stor empati og sensuelle strøg mod Leths poesi. Sand klasse.

Og her er det, at Leths varme, velmodulerede stemme i virkeligheden er gruppens fjerde instrument. Et instrument, han behersker til fulde, forstår rækkevidden af, men også doserer, så de tre øvrige instrumenter får plads. Den sproglige elegantier udnyttede kraften, energien, opmærksomheden i pauserne til at understrege sine pointer. Og så netop på et spillested, der hedder Fermaten. Mere symbolsk kunne det næsten ikke være.

Jørgen Leth har som journalist skrevet om jazz, en tidlig film handlede om jazzpianisten Bud Powell, så selvfølgelig måtte han skrive jazzdigte, og dem fik vi prøver på. Samt digte om sport og cykling, kvinder og sex, æstetik og sproget og alt det, der karakteriserer den multifacetterede kunstner, der vistnok ikke vil kaldes multikunstner.

Der var også en særlig hilsen til Herning, og Herning-ånden, og den slags gør naturligvis altid lykke.

Ligesom erotikken fik sit med afslutningsdigtet »Mens hun taler i mobil«, og så er det op til de læsere, der ikke overværede koncerten selv at gætte, hvad det er, Leth gør ved sin kvinde, mens hun taler i mobil eller tjekker Facebook.

Uforløst indledning

Inden Jørgen Leth gik på scenen, var der et musikalsk oplæg fra Reverse, en ung jazzgruppe samlet af trommeslageren Terkel Nørgaard for tre år siden. De to andre er Søren Gemmer på piano og Jesper Thorn på bas. De har gjort sig positivt bemærket rundt om i jazzmiljøet, og det var for så vidt forståeligt, at de gerne ville benytte lejligheden til at vise, at de også kunne andet end lægge baggrundsmusik til Leths digte.

Problemet var bare, at de fire numre ikke var nok til at kalde det en koncert og egentlig heller ikke fungerede som logisk optakt til den reciterende afdeling jazz'n'poetry.

Moderne jazz, der skulle favne både den nordiske mystik og den amerikanske rytmik, havde Reverse lovet på forhånd. Det skal nok passe. Det blev dog bare ved spagfærdige anslag. Ingen tvivl om, at gruppen besidder stort potentiale. Vi skal nok få mere at høre til de unge velspillende musikere, der fint, næsten for fint trakterede instrumenterne.

Den lille indledning fremstod bare for fersk. Der var ingen blod og sved. Som et udbrud i et cykelløb, der ikke var helhjertet, og derfor blev kørt ind af feltet igen inden målstregen. Det ville Leth kunne have fortalt dem noget om. Anmelderstjernerne er et udtryk for koncertens samlede indtryk, idet anden afdeling særskilt var på et højere niveau.

Derfor er det da også Reverse, der i denne omgang har gjort det bedste scoop med samarbejdet. Jørgen Leth har i samarbejde med Abdullah S. og Mikael Simpson så rigeligt vist sine evner i den genre. Men han leger åbenbart videre og afsøger nye horisonter i sin kommunikation med publikum. I en form med plads til lige dele planlægning og spontanitet.

Fortsættelse følger. Helt sikkert.