Mindeord: Et følsomt, godt og varmt menneske fra Vind

25. januar 2021, 13.27

Else Christensen. Foto: Privatfoto

MINDEORD Asta Gammelvind her indsendt mindeord om Else Christensen, Tyttebærvej i Vind, der er død i en alder af 75 år.

Else var min stabile medhjælper i landsbycenteret i Vind. Hun var et følsomt, godt og varmt menneske, der ville alle det bedste. Hun havde et hjerte af guld, der især bankede for familien.

Else var vokset op i Nordjylland og flyttede med Arne til Vestjylland omkring 1970. Selvom Else havde boet mange år i Vestjylland, holdt hun fast ved sin nordjyske dialekt.

Else og Arnes tilværelse har ikke altid været nem, de har haft mange bump på deres vej. De har blandt andet både begravet en søn og et barnebarn.

Jeg har kendt Else og Arne i mange år. De boede i »Vestager« og flyttede senere til Tyttebærvej i Vind by. Vi havde børn, der gik i klasse sammen. Jeg var formand for vores gamle sognegård, og når jeg manglede hjælp, var det altid Else, jeg sendte bud efter.

Vores venskab begyndte nok først rigtigt i 1990’erne, da blev jeg ansat på Schaumborg, hvor Else også arbejde. Vi drak formiddagskaffe og vendte verdenssituationen sammen hver dag, og Else var en meget afholdt arbejdskollega, også blandt de unge, som søgte trøst hos Else, når der var noget, der gik dem imod. Hun var som en mor for alle på hotellet.

Når Else var færdig med sit eget arbejde, hjalp hun til, hvor der var noget at gøre. Hun stod aldrig stille, var altid i gang, en rigtig ildsjæl.

Vi gik næsten på pension samtidig, hvor jeg så blev ansat i Landsbycenteret, og når jeg havde brug for hjælp, var det selvfølgelig altid Else, jeg spurgte. Hun sagde aldrig nej, det ord kendte hun ikke.

Vi har arbejdet sammen mange timer i Landsbycenteret, haft mange gode og sjove oplevelser, og var der større fester, hjalp Arne sommetider også med at servere.

Else og Arne har altid haft et stærkt bånd til deres børn og deres familie. Else havde det godt, når familien var samlet. Mere gæstfrit hjem, som hos Else og Arne findes vist heller ikke. Deres dør var altid åben, og det var der mange, der benyttede sig af.

Else var også en del af gåpigeholdet. Hver mandag formiddag kunne man se seks piger på vej rundt i Vind, men nu er der kun fem.

Else var adoptivbarn, og for seks år siden fandt hun frem til sin biologiske far og halvsøskende i Nordjylland. Det var en stor glæde for hende at finde frem til sine rødder.

Første gang hun skulle besøge sin far, (han var jo en gammel mand på det tidspunkt) kiggede han på hende og sagde, »er du min lille pige«. Han vidste godt, han havde hende. Hendes biologiske mor var ikke interesseret i kontakt, men skrev i et brev, som Else passede godt på, »Du har det godt, jeg har det godt, og så skulle der ikke laves om på det«.

Else fik konstateret kræft i foråret. Hun var optimist i begyndelsen, men efter et par omgange med kemo, som ikke hjalp, svandt håbet.

Vi, der besøgte Else jævnligt, kunne nemt se, hvor det bar hen, men hun nåede at fejre sin 75-årsfødselsdag 6. december. Her havde hun inviteret en flok piger til at være med, og familien arrangerer det for hende. Vi havde en hyggelig formiddag. Men det var tydeligt at se, at Else var klar over, at det var hendes sidste fødselsdag. Der gik også kun en lille måned, før Else sov ind 4. januar.

Gennem årene i Landsbycentret har Else og jeg lavet kaffe til mange mindesammenkomster. Når gæsterne var færdige med kaffen, sad vi i gangen og fik selv en kop kaffe, mens vi kunne høre, de sang. Tit blev der sunget »Nærmere gud til dig«, og Else fik altid tårer i øjnene, fordi hun syntes, den var så smuk.

Da den så blev sunget i kirken til Elses begravelse, fik mine tårer frit løb. Hvis det ikke havde været corona, ville kirken have været fyldt til bristepunktet. Der var rigtig mange, der gerne ville have taget afsked med Else.

Vi har mistet Else. Tabet er selvfølgelig størst for Arne, Helle, Majbritt, Claus og deres familier. Men vi har heldigvis alle mange gode minder om hende.

Ære være Elses minde.