Jens varmede pludselig op for Dizzy: 15 minutters uventet berømmelse

På grund af sygdom skulle lokale Jens Ottosen pludselig varme et par tusinde mennesker op til Dizzy Mizz Lizzy-koncert

14. februar 2017, 11.25

Lige midt i Disney Sjov ringede telefonen, og få minutter efter stod Jens Ottosen på scenen foran 2400 guitarglade Dizzy Mizz Lizzy-fans. Foto: lars møller/Mch

Musik Det var egentlig bare en helt almindelig gennemsnitlig fredag i vores hus. Vi havde spist aftensmad og nu sad min søn med fredagsslik og så Disney Sjov - garanteret som i så mange andre hjem med mindre børn. Jeg havde sneget mig til at lukke øjnene et øjeblik, mens Phineas og Ferb stod for underholdningen, da min telefon ringer.

Det er en bekendt fra musikmiljøet som arbejder hos MCH. Han ringer og fortæller mig, at supportbandet til aftenens Dizzy Mizz Lizzy-koncert har været nødt til at aflyse på grund af akut sygdom og spørger, om jeg kan træde til og spille min originale musik? Om hans chef må ringe mig op, hvis jeg har mod på det? Ja, selvfølgelig!

Er det en prank?

Den unge mands chef fra MCH ringer og aftaler med mig, at jeg skal møde ved indgangen ved kongrescenteret så hurtigt som muligt. Her vil jeg blive modtaget og ført direkte til scenen. Vi bor cirka 50 meter derfra, så jeg ville kunne være der hurtigt.

Min kæreste, Louise, stikker mig en ren t-shirt, mens jeg smider noget voks i håret. Jeg pakker min guitar og står klar i éntren i løbet af 10 minutter. Lige inden jeg går ud af døren, vender jeg mig om og ser på Louise og spørger: »Tror du det er en prank!?«.

Hun siger, at hvis det er, så er det i hvert fald en ondskabsfuld en af slagsen - og selvfølgelig er det ikke det. Kæreste og barn vinker mig farvel, og jeg går mod kongrescentret med en mærkelig følelse af ikke helt at forstå, hvad der faktisk sker.

Professionalisme

Jeg ankommer til koncertsalen og modtages af folk, som over hele linjen viser mig taknemmelighed og en professionalisme, der er meget tryghedsfrembringende.

Der bliver lavet en lynhurtig lydprøve, og jeg får 10 minutter med en kop kaffe og ro til mine tanker backstage, inden det går løs. Lige i det øjeblik mærker jeg, hvordan mine hænder ryster lidt. Jeg har spillet for rigtig mange mennesker i mit liv. Jeg har spillet på pianobarer i hele Europa, og jeg har spillet min egen musik på små koncertsteder rundt omkring. Da jeg har levet af at spille musik for publikum i 25 år, er jeg sjældent nervøs i en sådan grad, at det kommer til udtryk fysisk, men det er jeg altså lige i dette øjeblik.

Jeg føler på en måde, at det er nu det virkelig vil vise sig, om jeg mestrer mit fag!

Jeg holder hovedet koldt og tænker over de 20 procent, det siges, man ofte mister, når der virkelig er noget på spil. Jeg beslutter at det ikke bliver i aften jeg fyrer de guitartemaer af, som jeg normalt ville, men derimod holder mig til at udfolde mig med vokalen, da det er den, der er mit hovedinstrument.

Jeg ved lige præcis hvilke sange, jeg vil spille, og tanken om at 2400 mennesker om lidt vil lytte til mit originale materiale får blodet til at pumpe og min hjerne til at stille helt skarpt.

Der er en, der kender mig

Nicki Quist (kulturchef i MCH, red.) går ud på scenen for at introducere mig, hvilket han gør på en måde, der indstiller publikum på at tage godt imod mig.

»Han fortjener virkelig et kæmpe bifald for at stille op her i aften, så tag rigtig godt imod - Jens Ottosen!«.

Jeg går ind og vinker ud i salen til hilsen. Der er mørkt efter de to første rækker. Et eller andet sted nede i mørket er der en, der råber »Jaaa! Jens!«.

Hmmm, tænker jeg og smiler lidt for mig selv. Det er nok en, der kender mig fra Piano. Jeg introducerer kort mit første nummer og går i gang. Yes! De har lavet god lyd på mig.

Nu forsvinder nervøsiteten og jeg gør bare det, jeg skal; det jeg jo egentlig føler, at jeg er født til. Publikum er på, og jeg føler på intet tidspunkt i løbet af de 20 minutter, jeg spiller, at deres opmærksomhed er aftagende. De giver mig tværtimod en oplevelse af, at mine sange kan bære sig selv. Her er de, fremført uden trommer og bas med mere, men kun med en akustisk guitar og en mundharpe.

Salen er stor, den er udsolgt og 2400 mennesker, der alle er nogen andres publikum, lytter opmærksomt. De er kommet for at høre rock og får en singer/songwriter, der kun har haft én sang playlistet på P4. Alligevel giver de mig et kæmpe bifald efter hver sang. Det er en dejlig følelse, der gør mig rigtig glad.

Ikke tid til at hilse

Efter mit sidste nummer siger jeg dem stor tak og ønsker dem god koncert. Selv skal jeg videre på arbejde henne på Piano Bar i Østergade. Dizzy Mizz Lizzy er ved at gøre sig klar i mørket bag forhænget. Der er ikke tid til at hilse på, så jeg smutter ligeså stille ud af døren igen.

I løbet aftenen kommer folk ind forbi pianobaren og op til pianoet med tilkendegivelser om, at de havde nydt min optræden, og om jeg ikke ville spille sangene igen her ved klaveret, så det gjorde jeg. Der var skulderklap over hele linien både fredag og lørdag.

Det har været en helt igennem god oplevelse, der endnu sidder i kroppen og giver en dejlig følelse af tilfredshed over at have præsteret, da det gjaldt.

Herningenserne er gavmilde.

En musikerdrøm

Det er svært at få plads på den danske musikscene som original kunstner, fordi det er vanskeligt at finde lyttere til noget uetableret. Derfor var oplevelsen i fredags ekstra stor som kunstner. Det siger sig selv, at det var stort at få lov til at være opvarmning for et af de største bands i dansk rockhistorie. Noget andet er, at det at få lov til at spille sine egne sange for 2400 mennesker, der velvilligt låner mig deres ører, er en stor tilfredsstillelse og noget man næsten kun tør drømme om.

På en eller anden mærværdig måde skete det derfor, at jeg blev forløst i en af mine musikerdrømme - lige der midt i hverdagens almene glæder. Lige der midt i Disney Sjov kom det indgående opkald, der forærede mig en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Sådan en oplevelse overvælder mig med en følelse af taknemmelighed over livets uforudsigeligheder; det, at vi aldrig ved, hvad der venter os.

Jeg ved heller ikke om min opvarmning for Dizzy Mizz Lizzy fører mere med sig, andet end at jeg er en kæmpe oplevelse rigere.