Instruktøren bag Krudttønden: - Vi skal kunne skændes uden at blive fjender

- Vi har alle sammen et ansvar for, at vi sætter mennesket forrest og begynder at diskutere med hinanden som mennesker og ikke som polariserede flanker med hvert sit stammetilhørsforhold, siger instruktør Ole Christian Madsen. Han er klar med den første fiktionsfilm om angrebet på Krudttønden og synagogen i København og håber, at den kan være med til at sørge for, at det aldrig sker igen

7. marts 2020, 06.00

- Jeg går ikke ind og forsøger at beskrive Omar el-Husseins baggrund, hvad han kommer af, eller hvorfor der skete det i hans liv, der gjorde. Der er ingen tvivl om, at det også er en tragisk historie, men det beskæftiger denne her film sig ikke med. Det er ofrenes film, siger Ole Christian Madsen om »Krudttønden«. Foto: SF Studios

Han har været det meste af følelsesregisteret igennem under arbejdet med »Krudttønden«. Tvivl, usikkerhed, opgivenhed, resignation, angst. Angst for, at hans film ikke blev god nok, så den ikke gør det, han gerne vil have den til. Bange for at blive blandet ind i en ideologisk kamp, når han gik ind i en historie, der er så værdibåret som angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

- Det er passion og viljestyrke, der har båret den igennem i sidste ende. Der har været masser af grunde til at lade være.

Men der er endnu flere gode grunde til at lave filmen, siger han. Processen gik på sin vis allerede i gang, da han få timer efter Omar el-Husseins død blev ringet op af Ekstra Bladet, der ville have en reaktion på, at hans tidligere ven og samarbejdspartner Finn Nørgaard var blevet terroristens offer ved Krudttønden. Ole Christian Madsen havde godt nok hørt, at det forholdt sig sådan, men beroliget sig selv med, at beskrivelsen af offerets alder ikke passede med Finn Nørgaards. Den vildfarelse blev han revet ud af.

Vi er mødtes i en hotelbar i det indre København og sidder i Instagram-venlige omgivelser med hjerter trukket kunstfærdigt i kaffens mælkeskum og et diskret, jazzet lydtapet, hvor Billie Holidays stemme og Lester Youngs saxofon minder om, hvor smukt resultatet kan blive, hvis mennesker virkelig lytter til hinanden. En slags symbolsk modvægt til begivenhederne i vinteren 2015, hvor angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo blev et forvarsel om, hvad der ventede.

- Jeg var selv meget rystet over det. Jeg kunne næsten ikke komme på noget i Europa siden Anden Verdenskrig, der var lige så brutalt. At blive skudt ned, fordi man tegner satire eller humor, ovenikøbet på ens arbejdsplads, fortæller Ole Christian Madsen.

Den mørke vinter

I det hele taget var vinteren 2015 ubehagelig, mindes han.

- Den var mørk. Den var meget kold og regnfuld, men den var også mørk, fordi det var tydeligt, at noget var slut. En forståelse af os selv, der var slut. Angrebet på Charlie Hebdo var ikke det første, men det markerede, at vi ikke længere kunne forholde os, som vi havde gjort, til ISIS og hele den kamp i Mellemøsten, der nu var skvulpet over i Europa. Vi gik og ventede på, hvad der skulle ske, og pludselig kom det: København, Paris igen, de kom dryppende alle sammen. Det var helt tydeligt, at vi var nødt til at tage det opgør.

Han var også træt, siger han. Træt ved tanken om at skulle til at diskutere vores sekulære frihedsrettigheder. Skulle vi virkelig til at kæmpe for dem? Det skulle vi, har det vist sig.

- For mig er ideen om frihedsrettighederne fuldstændigt basale for det at være menneske, men sådan bliver de ikke betragtet mere. De er blevet taget som politisk gidsel i en kamp mellem fløjene, hvor de undertiden betragtes undertrykkende, fordi ytringsfriheden kan bruges til at kritisere hinanden. Fuldstændigt vendt om og misforstået. Ytringsfriheden er ikke skabt for at svine minoriteter til, men i højere grad for, at minoriteter kan tale op og hævde deres rettigheder over for majoritetskulturen og tale undertrykkelse imod. Sådan har den altid været brugt. Den har væltet konger og despoter.

Før og efter

Ligesom ved andre skelsættende eller voldsomme begivenheder kan de fleste af os huske, hvor vi var, da vi hørte, at først Finn Nørgaard og siden Dan Uzan var blevet dræbt. Der er et »før«, hvor vi lå i ly af de store og ikke for alvor troede på, at vi også ville blive ramt af den internationale terrorbølge trods Muhammed-tegninger, medvirken i to krige og utrygheden i kølvandet på Charlie Hebdo-angrebet. Og et »efter«, hvor skærpet terrorlovgivning, overvågning, beskyttelse foran regeringsbygninger og militær ved synagogen er konkrete udtryk.

Men den største ændring er kommet inde i vores hoveder, siger Ole Christian Madsen.

- Pludselig er vi et folk, der er udsat og i fare. Vi kigger os over skulderen i metroen, vi er opmærksomme på, at det kan ske, og vi censurerer også os selv for at undgå problemer, fordi vi er bange. Der er synlige, helt objektive ændringer, og så er der det identitetsbårne: Hvem er vi? Det sidste er klart den største ændring.

Hvordan censurerer du dig selv?

- Der er da ting, jeg ikke skriver eller kommenterer, fordi jeg kan være nervøs for konsekvensen. Der er nogle idéer, som jeg måske gemmer, fordi jeg føler, de vil være for konfliktfyldte at gå videre med. Og nu ved jeg, at der kan være en konsekvens af det. Jeg prøver ikke at ligge under for det, men det er jo svært. Det tror jeg, alle kender. Vi kan tale om, at vi er nødt til at insistere på at være modige, så vi ikke mister retten til frihed, men det kan vi sige nok så mange gange. Inde i os er der stadig den lille orm, der siger: »Pas nu på. Pas nu på, hvad du siger«.

Apropos, så optræder Lars Vilks’ tegning af Muhammed som en hund i en rundkørsel i filmen. Men det er som en del af Omar el-Husseins perspektiv, fordi tegningen var en del af hans motivation, understreger Ole Christian Madsen, og han har selvfølgelig også gjort sig nogle overvejelser.

- Men i forlængelse af det, vi taler om, må man tage sig selv i sin angst og sige: »Hvis den her film ikke kan vise, hvad der var et af Omar el-Husseins motiver for angrebet, er der noget galt. Det bliver vi nødt til at kunne«. Interessant nok har jeg ikke mødt ret meget modstand på det punkt, som jeg ellers havde regnet med, så måske kan filmen flytte noget. Det må vi se.

Uvenner uden fjendskab

Det er en grundpræmis for filmen, at Omar el-Hussein begik en række forfærdelige og utilgivelige forbrydelser, står der i pressematerialet. Og når det grundlag er etableret, kan man lave filmen fra midten. Den midte, der er blevet et skældsord, konstaterer Ole Christian Madsen.

- At være på midten er det værste, man kan være lige nu. En pragmatiker med sund fornuft - uha! Det kan vi ikke lide mere.

Men alligevel vil du gerne insistere på, at vi skal tale fra midten?

- Det bliver vi nødt til. Det er jo også der, de sekulære værdier hører til. De er baseret på den sunde fornuft, der består i, at vi alle sammen skal have et fælles værdigrundlag at tale ud fra. At mene, at alle er født lige, at alle har ret til at udtale sig, forsamles og nyde alle de andre frihedsrettigheder, kræver et midter-udgangspunkt. Jeg tror ikke på, at fløjene fører noget godt med sig.

Nogle vil sige, at værdierne har spillet fallit, og at det, vi ser nu, er resultatet af en blød midte, der ikke har kunnet tage sig sammen til andet end at sidde at snakke ...

- Det kan man sige, men midten har altså skabt det her velfærdssamfund og demokratiske debat. Idéen om, at vi skal kunne skændes uden at blive fjender, er en midterkultur. Hvis nogen kan komme op med et alternativ, er jeg da lydhør, men jeg tror ikke på, at vi kan samles om ret meget andet. Og rejsen tilbage er lang, hvis vi først begynder at rykke afgørende ved vores institutionelle rettigheder.

Tilbage til forsamlingshuset

»Krudttønden« skal både hjælpe os med at huske, at begivenhederne faktisk fandt sted og med at bearbejde dem. Men hvad håber instruktøren ellers, at hans publikum får med sig fra biografen?

- Jeg laver som regel ikke film, der som sådan har et budskab, men jeg synes, at Krudttønden har et: At vi skal til at lære at sætte mennesket først. Det er et princip, jeg selv har. At sætte det menneske, jeg står over for, først. Det, tror jeg, er udgangspunktet for at kunne ændre noget som helst. Vi skal holde op med at placere mennesker i grupper i vores små forudindtagede hjerner.

Det er ikke nemt, medgiver Ole Christian Madsen.

- Jo mere polariseret, verden bliver, jo flere billeder får jeg af, hvad nogle synes, og hvad andre synes. Når vi går over i stammetænkning, bliver de andre fjender. Derfor må vi se at komme ud over den ideologiske polarisering og identitetspolitiske splittelse, der foregår. Vi er nødt til at være fælles om at blive bedre, end vi er, og det må vi gøre via de sekulære rettigheder, vi har. Vi må stå og råbe ad hinanden i et forsamlingshus igen, finde hinanden og forsøge at bruge de rettigheder til at nå frem til en eller anden form for fundament, som vi kan leve sammen på.

Det må kunne lade sig gøre, siger han, for vi har tidligere været fantastiske til den disciplin.

- Vi har virkelig været gode til at være uvenner uden at blive fjender, og det håber jeg stærkt på, at vi kan finde igen - også sammen med folk med andre kulturbaggrunde. Vi er nødt til at genopfinde det sprog, hvor vi taler åbent og tydeligt til hinanden og diskuterer frit, mens vi mødes ansigt til ansigt. Facebook er ikke et forsamlingshus, på Facebook polariserer vi hinanden. Det har lydt så banalt og latterligt, men der er jo noget i Özlem Cekics dialogkaffe.

Den farlige resignation

I filmen lader instruktøren Finn Nørgaard tale om en dokumentar, han har lavet om unge indvandrerdrenge, der ikke vil Danmark. Og der er vel nogle, som ikke har lyst til at mødes i forsamlingshuset, hvilken form det så end antager i 2020?

- Ja, vi står også over for en voldsom højre-radikalisering med folk, som også kommer langt ud - og måske er sværere at få øje på. Jeg mener, at man skal sætte voldsomt ind over for radikalisering og bruge rigtigt mange penge på præventivt arbejde. Vi har nemt ved at blive påvirket i den forkerte retning i øjeblikket, fordi de sociale medier er så voldsomme og på grund af fake news. Man burde sætte mange flere ressourcer ind på at få især skolebørn til at forstå det - og især i de miljøer, der kunne være udsatte, siger Ole Christian Madsen, men understreger samtidig, at han godt ved, at der ikke er nogen forkromet løsning.

- Problemet er, at polariseringen overbeviser folk om, at der er en løsning, hvis vi bare gennemfører det ene eller andet radikale tiltag, men det er der ikke. Det er en fortløbende proces. Vi må skabe en ny form for pragmatisme baseret på stærke værdier, som vi er nødt til at arbejde med.

Hvad er det, der gør, at du trods alt lader din film ende med noget, der minder om håb?

- Jeg er ikke vildt optimistisk og fuld af håb, men jeg tror på, at vi i hvert fald har en chance for at slå bro over de kløfter, der er opstået i samfundet på grund af forskellige former for politisk ideologisk påvirkning. Det ville da være forfærdeligt, hvis man ikke troede på det. Resignationen eller desillusionen er en stor fjende i det her. Og det er lige så farligt. At resignere og give sig hen til den desillusion er næsten en anden form for radikalisering.

- Angrebene på Krudttønden og synagogen og Finn Nørgaard og Dan Uzans død er en national tragedie, som vi skal huske, siger Ole Christian Madsen: - Vi skal lære af vores historie. Jo længere, vi kan huske vores tragedier, jo større sandsynlighed er der for, at det ikke sker igen. Foto: SF Studios
- Pludselig er vi et folk, der er udsat og i fare. Vi kigger os over skulderen i metroen, vi er opmærksomme på, at det kan ske, og vi censurerer også os selv for at undgå problemer, fordi vi er bange, siger Ole Christian Madsen. Foto: SF Studios
- For mig er ideen om frihedsrettighederne fuldstændigt basale for det at være menneske, men sådan bliver de ikke betragtet mere. De er blevet taget som politisk gidsel i en kamp mellem fløjene, siger Ole Christian Madsen. Foto: SF Studios
- Danmark er et meget lille land, som har fungeret, fordi vi ikke blev segmenteret ud i alle mulige subkulturer, men fandt nogle værdier, vi kunne være sammen om at værne om. Og vi har behov for en sammenhængskraft, siger Ole Christian Madsen. Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix