Lærte vi noget af corona-tiden?

8. juli 2020, 10.48

Udeleg - som der har været meget mere af i børnenes liv under dette forårs corona-krise - styrker børns læring og kompetencer på andre måder end indeleg, mener pædagog Dorthe Ahle, der håber, vi som samfund lærer af erfaringerne. Foto: Ole Skydt

UDELEG Da jeg var barn i slutningen af 60’erne, legede vi ude - altid.

Jeg kan end ikke huske, at vi legede inde. Der var ingen voksne, der overvågede vores leg, men vi vidste, hvor vi kunne henvende os, hvis vi havde behov for hjælp. Vi måtte gerne klatre i træer, hoppe på store sten, spille bold på gaden, grave jord-huler, lege i mosen, og så videre.

Da jeg en del år senere blev pædagog og arbejdede i daginstitutioner, oplevede jeg, at børn legede inde. Et par timer om eftermiddagen var de på legepladsen og om sommeren selvfølgelig flere timer.

At børnene leger inde, betyder en anden form for leg, som ikke har samme læring som ude-leg.

Forestil dig for eksempel, at nogle børn finder på, at de vil lave en mooncar-bane i et krat. De bliver nødt til at fælde et par af de små træer i krattet. De skal organisere, hvordan gør vi det, hvilke redskaber skal vi bruge, hvem spørger de voksne, om vi må, hvem styrer processen, kan vi selv save, hvordan jævner vi jorden, så vi kan køre der, hvor lang skal banen være ...

Nogen synes, at der skal lægges sten, som afgrænser banen. Stenene skal findes, hvordan fragter vi dem, skal de ligge helt tæt eller kan afstand være o.k.

Børnene lærer blandt andet, at debattere emnet, at der kan være ledertype-børn og børn som er mere tilbageholdende, der kan være tilbageholdende børn, som er meget aktive fysisk i processen, men ikke nødvendigvis i beslutningerne, så børnene lærer noget om forskellige roller. De lærer noget om planlægning, om at udnytte hinandens resurser, om at have overblik, om at begå fejl og lære af det, noget om fantasier, hvad kan lykkes og hvad bliver for svært.

Som pædagog har jeg også oplevet, at i ferieperioder havde vi cirka 50 procent af børnene og dermed skulle cirka 50 procent af personalet på job. Men det var ikke nødvendigt.

Det, at børnene havde mere fysisk plads, betød, at der var færre konflikter. Børnene legede bedre og havde gode dage.

Jeg arbejdede for en del år siden i et fritidshjem, hvor vi besluttede, at børnene helst skulle lege ude hver eftermiddag, da de jo skulle være inde i skoletiden.

For at få børnene til at være ude sommer og vinter, var det nødvendigt, at personalet også var ude. Når personalet var ude, så kom børnene også ud. Vi lavede aktiviteter som bålmad, væve, smedie, bmx-bane og gamle lege som »sparke til dåse«. Nogle børn blev tiltrukket af aktiviteterne, andre børn fandt selv på lege.

Under corona-krisen skulle børnene helst lege udendørs, og i perioder var der færre børn i daginstitutionerne.

Betød det en anderledes leg? Betød det, at børnene lærte noget andet? Betød det færre konflikter i hverdagen? Betød der færre sygedage for børn og personale?

Jeg ved ikke, om der er lavet undersøgelser af, hvad krisen betød. Men det kunne være spændende, om krisen har medført ændringer til gavn for børnenes udvikling og sundhed.

Mine tanker går på, at børnene og sikkert også personalet, har rigtig god gavn - og får en anden læring - af at være ude de meste af dagen hele året. Så jeg ønsker meget, at vi lærte noget af denne krise.