50-årig journalist tabte sin kræft-kamp: Hun skrev fra hjertet, gav alt og favnede alle

2. december 2020, 12.24

50-årige Astrid Vestergaard var i årene 1989-2007 lokalredaktør for Herning Folkeblad i først Kibæk og siden Brande. Herefter var hun i otte år knyttet til Videbæk Bogtrykkeri som journalist på Ugeposten Kibæk og Videbæk/Spjald Avis, før hun fortsatte til Vejle Amts Folkeblad og siden Jyske Vestkysten. Foto: Hanne Øxenholt

MINDEORD Familien har skrevet mindeord om journalist Astrid Vestergaard, Gesten, tidligere Karstoft, der sov stille ind på Sct. Marias Hospice i Vejle, fredag 27. november:

Efter ni års kamp med kræft kunne kroppen ikke længere. Journalist Astrid J. Vestergaard er her ikke mere.

Astrid Vestergaard, født Jørgensen, skrev med hjertet og levede et liv, som kommer til at række ud over sit eget alt for korte. Hun var en stor fortæller, gav alt, favnede alle og levede til det sidste. Nu er der blevet stille, hjertet slår ikke længere, men Astrid vil forblive.

Astrid voksede op på Mågevej i Vejen som datter af Inge og lærer Poul Kristian Jørgensen. Hun blev journalist i 1994, boede først i Sdr. Omme, herefter en årrække i Karstoft, hvorefter hun flyttede til Skarrild.

For tre år siden flyttede Astrid tilbage til sin hjemstavn, til Gesten ikke langt fra hvor hendes farmor og farfar boede, og tæt på sin mor og rødder i Vejen.

Fangede det store i det små

Astrid arbejdede som lokaljournalist, først på Ringkjøbing Amts Dagblad, siden på Herning Folkeblad og Vejle Amts Folkeblad. Det blev også til nogle år på Ugeaviserne hos Videbæk Bogtrykkeri. Arbejdslivet endte hos Jydske Vestkysten, først i Esbjerg og til sidst på Vejen-redaktionen, hvor Astrid havde drømt om at få lov til at videregive sine skrivegaver. Astrids artikler er fortsat savnet, selv om hun gik på førtidspension i sommer.

Det blev til mange artikler gennem årene, især om mennesker. Typisk formåede Astrid at fange det store i det små og gøre det enkelte menneskes oplevelser og livshistorie til noget unikt.

At komme ind bag det enkelte menneske var en af Astrids stærke sider. Direktøren og operasangeren eller den syge og jævne borger, Astrid mødte dem altid med det samme umiddelbare og vindende væsen.

Et legebarn

Astrid havde en særlig evne til at udvise interesse og omsorg for andre. Hun var et givende menneske. Hun favnede alt og alle, var der altid, når andre havde behov, var der til at lytte, spørge og give et kram.

Særlig mange kram har hendes elskede familie og nærmeste fået. Som mor til tre har Astrid altid ydet det ypperste, taget sit ansvar og været en god rollemodel.

Astrid var selv et legebarn, der lod sig begejstre, rive med af livet, og altid så noget og stort i selv det mindste.

En livslang passion, hun delte med sin datter, var heste og ridning. Men også mange andre former for sport, natur og dyreliv, gode oplevelser med familie og venner, musik og sang fyldte Astrids liv.

Klummer udgivet som bog

Mens Astrid boede i Karstoft, udgav hun i 2011 bogen »Astrids Klummer«, en samling af små historier, som hun skrev for lokale ugeaviser. Emnerne var dagligdags observationer og refleksioner, fortalt med Astrids glimt i øjet, og som læseren ofte kunne genkende, men ikke selv sætte ord på.

Astrid talte ikke kun med pennen. Hun holdt en række foredrag, hvor emnet ofte kredsede omkring hendes liv og årelange kamp mod kræften. I 2018 blev hun inviteret til at holde tale til »Stafet for Livet« ved Vejen Idrætscenter. Den tale berørte mange, med Astrids personlige beretning og evne til at få noget tungt til at svæve og trist til at smile.

Soldaten løb tør for krudt

Astrid beskrev ofte sig selv som en soldat, der hver dag tilrettelagde sin taktik for at kunne leve, indtil den dag hvor ammunitionen var brugt op, og hun måtte træde af.

Ingen, heller ikke læger og sygeplejersker, var da i tvivl om, hvor meget Astrid kæmpede for at komme sygdommen til livs. Det mente hun, at hun skyldte sine omgivelser, så hun kunne være der for andre. Og fordi hun altid, selv når det så sortest og sværest ud, udviste en dyb taknemmelighed for det liv, hun var blevet tildelt.

Heldigvis fik Astrid tre gange så lang tid at leve i, som fagkundskaben havde forudset. Og her er der ingen tvivl om, at Astrids stærke tro hjalp hende langt hen ad vejen. Men nu er det slut.

Astrid sov stille ind på Sct. Marias Hospice i Vejle, i selskab med og kærlig omsorg og pleje fra sine nærmeste.

Æret være Astrids minde.