Forsvar er det bedste forsvar

8. juni 2019, 06.30

Valg Kæmp din egen kamp. Og fej for egen dør.

Nogenlunde sådan lyder to gammelkloge huskekager, som ingen kan få galt i halsen. Det er sund fornuft af den gamle skole.

Men omvendt er det næppe to udsagn, der typisk har harmoneret med almindelig politisk praksis. Især ikke når valgplakaterne først er kommet op at hænge.

Så har fokus i stedet været rettet ind på at finde hullerne i osten. Det er slå-først-Frede-strategien: Angreb er det bedste forsvar.

Men i denne valgkamp til folketingsvalget 2019 har billedet været lidt anderledes. Angreb har ikke været det bedste forsvar. Forsvar har været det bedste forsvar.

Det er i hvert fald en af de konklusioner, som vælgerne har efterladt os med.

Valgresultatet peger på, at folket ved dette valg har belønnet de partier og politikere, der har haft fokus på sig selv og egne fortræffeligheder. Dem, der har brugt mest krudt på at forsvare egne holdninger frem for at angribe andres synspunkter.

Det illustreres næsten bedst på nederlags-siden.

Her er det påfaldende, at valgets to største tabere, er de to partier, der har bekriget hinanden mest vedholdende de seneste fire år.

For er det ikke den fornemmelse, man sidder med, når man skal analysere Dansk Folkeparti og Liberal Alliance? Begge partier har vekslet fire år med interne kindheste til hver deres syngende vælgerlussing. Det er påfaldende.

Billedet er det samme i Ringkøbing-Skjern. Stemmesluger Esben Lunde Larsen efterlod sig et vakuum på 10.000 stemmer, som fik Venstre og Socialdemokratiet til at gå i anti-valg-forbund for at skræmme vælgerne væk fra den populære KD'er Kristian Andersen.

Resultatet blev, at hverken Venstres eller KD's spidskandidat blev valgt ind. Skræmmekampagnen virkede. Lidt for godt.

Man kan også notere sig, at Mette Frederiksen indledte valgkampen med et løfte om et stringent fokus på Socialdemokratiets egne styrker. Den holdt ikke hele vejen hjem. Og selvom blokken vandt, var det isoleret set ikke noget fantastisk valg for Socialdemokratiet.

Det samme gælder for Venstre - med modsat fortegn. Partiet gik frem. Blokken gik markant tilbage. Og på valgkampens sidste dag kunne Venstre ikke dy sig for at lancere en kæmpe skræmmekampagne mod rød blok med udgangspunkt i tænkte trusler om udrejsecentre i hele landet.

Hvis den kampagne overhovedet forskød blokkene, må det have været den gale retning.

I det store perspektiv ser det altså ud til, at tiden er bedre brugt på at fremme egne holdninger end grave efter politisk kryptonit på sine modstandere.

Og det er da en opløftende tanke. Valgkampen har selvfølgelig ikke været fuldstændig renset for fnidder-fnadder på tværs af skellene. Det vil altid være der. Også blandt dem med den positive strategi. Ligesom der altid vil være undtagelser, der bekræfter reglen.

Måske vi fremover skal til at måle vælgernes bullshit-barometer på en ny Karsten Hønge-skala? Hvor langt kan man strække elastikken uden at sætte sit folkelige mandat over styr? Ret langt åbenbart.

Den gode nyhed er, at vælgerne i det store billede har belønnet de konstruktive kampagner. Det bør alle kunne glædes over. Uanset ståsted.