Det repræsentative demokrati og folket

Af Martin David Rosenørn Christensen. Holmparken 22 2. tv. Herning, cand. jur.

HELLIGDAG I disse dage bliver der talt om folkeafstemninger på grund af spørgsmålet om store bededags afskaffelse.

I den forbindelse har Mette Frederiksen udtalt: »Der har aldrig været afholdt en folkeafstemning om et konkret politisk emne før!« Det er meget trist, hun siger dette, for det vidner om de mangler, vi har i det danske undervisningssystem.

I 1916 stemte det danske folk om, at vi skulle sælge de Vestindiske Øer til USA, og i 1963 havde vi fire folkeafstemninger den samme dag omkring de såkaldte jordlove. Jeg vil kalde det meget konkrete politiske emner.

Andre har udtalt at folkeafstemninger er en uting, og vi må respektere det repræsentative demokrati, vi har i Danmark. Det må folk selvfølgelig godt mene, men det er ikke et argument mod en folkeafstemning om store bededag. Det er et argument for en ændring af Grundloven.

Hvorfor? Fordi Grundloven har givet et kvalificeret mindretal i Folketinget muligheden for at trække i nødbremsen og kræve at folket bliver spurgt til råds.

I nogle spørgsmål skal folket spørges. Grundloven kan ikke ændres uden en folkeafstemning (§ 88).

I andre spørgsmål skal der et kvalificeret flertal til, hvis folket ikke skal spørges, nemlig afgivelse af suverænitet (§20).

I andre spørgsmål kan folket ikke spørges, for eksempel omkring skattelove og ekspropriationslove (§ 42 stk. 6).

Og til sidst har vi de love, hvor folket kan spørges. § 42 i Grundloven siger tydeligt, at hvis 60 medlemmer af Folketinget skriver under på det, så kan love, der ikke er omfattet af undtagelserne, sendes til folkeafstemning. Det var denne bestemmelse som gjorde at 4 ud af 10 jordlove i 1963 blev prøvet ved en folkeafstemning og afvist af folket. Mig bekendt førte det ikke til en lavine af folkeafstemninger. Indtil nu er det den eneste gang § 42 er blevet brugt til at udløse en folkeafstemning.

Ethvert argument mod en folkeafstemning om store bededag, der bygger på påstanden om respekt for det repræsentative demokrati, er dermed både en disrespekt mod Grundloven og en direkte opfordring til, at snævre flertal uhindret skal kunne regere diktatorisk.

Til sidst kan man spørge sig selv: »Hvorfor er vores repræsentanter så bange for at spørge os?«