Klimaudfordringen kræver handling

1. november 2019, 13.14

Jesper Theilgaard. PR-foto

Hvis man som jeg tager klimaproblemet alvorligt og anser det for at være noget af det vigtigste at forholde sig til, så er det jo svært ikke at glæde sig over al den tale, der har klimaet som omdrejningspunkt. Det gælder på regeringsniveau her i landet, det er i FN på generalforsamlingen i september, det er på skolerne og også i virksomhederne. Forhåbentlig tales der også om klimaet hjemme og blandt naboer og venner.

Det er alt sammen med til at vedligeholde den dagsorden, som potentielt kan medvirke til løsningen på klimaproblemet. Men det er jo netop kun »potentielt« - altså »muligvis« - for løsninger kræver handling, og her ligger der en enorm udfordring.

Jovist har vi opsat mange vindmøller og solpaneler, hvilket er rigtig godt.

Dertil har vi faset kul ud til fordel for biomasse i kraftværkerne. Det er en omdiskuteret løsning, men den diskussion tager vi et andet sted. Der er blot en tendens til, at vi alene fokuserer på energiproduktionen, hvor det er relativt let at se en omstilling til grøn energi foran sig. Men selve udledningen af drivhusgasser i energiproduktionen udgør i Danmark kun 28 procent (i 2016-tal se »Denmark’s National Inventory Report 2018«: dce2.au.dk/pub/SR272.pdf), og på verdensplan er det omkring 25 procent, så der er meget andet, der også skal handles på.

Vind og sol er bare nogle meget konkrete projekter, som kan vises frem - altså noget hardware, der kan give stemmer i det politiske liv. Det er ulig meget sværere, når det drejer sig om ændringer af vores adfærd.

De fleste mennesker kan nok håndtere ændringer, som er forholdsvis små som at skifte til LED-pærer eller anskaffe sig et køleskab med mindre strømforbrug.

Hvordan vil det gå i det øjeblik forandringer kommer til at dreje sig om vores vaner, der kan være særdeles stærkt indarbejdet i vores dagligdag?

Konkret kan det jo være, at når benzinbilen udskiftes med en elbil, så skal der indregnes ladetid på de lange ture, og vil det være muligt at køre i bil på ferie?

For slet ikke at tale om, at vi alle gerne vil have alle slags værktøj til rådighed indenfor hjemmets fire vægge - selv om det på alle måder ville være lettere og billigere, hvis man kunne deles om værktøjet. For eksempel ligger de fleste inde med en boremaskine, som dog kun anvendes få gange om året. På alle årets andre dage kunne naboerne med fordel have adgang til den, så de kunne spare udgiften. Her stikker vanens magt dog så dybt, at det kan være svært at overskue en forandring.

Endnu værre bliver det, når det handler om fødevarer, hvor vi alle har vores præferencer i det lokale supermarked.

Derfor er det store spørgsmål, hvem der vil være i stand til at påvirke forbrugerne til en mere klimavenlig adfærd?

Der er vel grundlæggende tre aktører, der kan spille med her: politikerne, virksomhederne og forbrugerne (eller vælgerne om man vil). Der vil naturligvis være et samspil, men som i alle andre sammenhænge handler det om, hvem der tager initiativet.

Forbrugerne kan naturligvis tage det initiativ, at de kun køber klimavenlige varer.

Det ville inspirere virksomhederne til netop at producere sådanne varer.

Men det kræver, at forbrugerne ved, hvad der er klimavenligt, og det er ikke så let en sag, da vi ikke har nogen form for mærkning på det område.

Det efterlader de fleste forbrugere rådvilde, hvorfor de vil falde tilbage til de vante forestillinger.

Virksomhederne kan tilsvarende være initiativtageren. Men de har den væsentlige udfordring, at de skal tjene penge, så selv om de gerne vil medvirke til den grønne omstilling, så skal der helst være en sikkerhed for, at forbrugerne gerne vil købe disse varer, hvilket ofte handler om pris.

Her kommer politikerne ind i billedet, idet de ved hjælp af regulerende afgifter kan påvirke forbrugernes adfærd.

Denne lille sammenligning mellem aktørerne i omstillingen viser, at initiativet reelt ligger hos politikerne, hvilket i bund og grund er rimeligt nok eftersom de er valgt til at styre landet i den rigtige retning.

Det er samtidig den hurtigste måde at påvirke forbrugerne.

Og så er vi egentlig tilbage ved indledningen af denne klimakronik.

For det er netop politikerne, der taler. Derfor må de være de første til at handle, så forbrugerne ved, hvad de skal gøre - og det bliver efterfølgende virksomhedernes pejlemærke.