Hernings grand old woman: Bitten Damgaard har kultur og rollator som følgesvend

26. september 2021, 07.32

Foto: Mingo Photo

HERNING Kulturens grand old woman, Bitten Damgaard, er fortsat aktiv i flere sammenhænge, for det er det eneste, hun dur til. Siger hun selv, og nægter at gå på pension. Som 94-årig sætter hun stadig aftryk

Fra vinduerne i den gamle præstegård i Lund har Bitten Damgaard en fremragende udsigt. Ud over grønne plæner og engarealer ind mod Herning og Birk.

Med god afstand kan anes cykelstien, der hver dag trafikeres af pendlere mellem Gjellerup og Herning. Længst til højre ses Hernings skyline, og ret mod syd er der kig til HH Hernings tidligere elevbolighøjhus, Egetæppers skorstene og Elia. På den måde er der dagligt visuel kontakt mellem Lund og Herning, den livslange akse i Bitten Damgaards liv.

Stuen fortæller om et levet liv, der nu har rundet 94 år. Familiebillederne viser den familie, der blev opbygget sammen med Aage Damgaard, fem børn, børnebørn og oldebørn er kommet til. Bogreolerne vidner om et åbent og nysgerrigt sind, som har søgt viden og inspiration. Malerierne af Henry Heerup, Carl-Henning Pedersen med flere afspejler den kunst, som er blevet synonym med Damgaard-familien.

Ved spisebordet ligger der breve – Bitten Damgaard har den glæde, at folk ikke kun sender mails, som hun i øvrigt læser på sin tablet, men også fysiske breve, som hun er ekstra glad for.

I hjørnet er indrettet det foreløbige favoritsted, en behagelig lænestol med de nyeste bøger og aviser inden for rækkevidde.

Bitten Damgaard er til den trykte avis og abonnerer på flere af slagsen, blandt andet Herning Folkeblad – man skal jo følge med lokalt, mener hun, Kristeligt Dagblad – her sad jeg i bestyrelsen engang, tilføjer hun, Politiken – det radikale sindelag afslører sig, siger hun, og der er flere, og en samtale med hende vil afdække, at hun er velorienteret om alt fra Afghanistan til det kommende byrådsvalg.

Læs også
Lettisk kunstner er rykket ind på Skærgården: Skal portrættere Bitten Damgaard
Abonnement

Den ene fod løftes op på en skammel. Benet rekreerer fortsat efter en behandling for hudkræft, og i det hele taget er bentøjet ikke længere, hvad det har været.

– Jeg vægrede mig længe mod at bruge rollator, men nu må jeg erkende, at det er min trofaste følgesvend, siger Bitten Damgaard med tilføjelsen:

– Når man i min alder skal visne, er det trods alt bedre, at det sker nedefra.

Døre kan også åbne sig i sen alder

Fra lænestolen er der udsigt til de grønne områder syd for præstegården, hvor hun følger årets gang, naturens skiftende farver, ligesom fasaner og rådyr kommer helt tæt på vinduerne. I vindueskarmen står et foto af hendes nære ven, Kai Johannsen, som døde i januar. Da de begge havde mistet deres ægtefæller, fandt de ind i et tæt venskab, hvor de sammen kunne fortsætte med at dyrke fælles interesser som musik, kunst, kultur og oplevelser. De var flittige gæster til alle typer af begivenheder i lokalområdet lige fra Unge Sangere i Ikast til de største shows i Boxen. Herning Kirkes Drengekor, MidtVest Pigekor og Ensemble MidtVest fulgte de tæt og passioneret.

Foto: Mingo Photo

Bitten Damgaard lægger ikke skjul på, at hun savner Kai. Savner ham som samtalepartner, en at vende dagen med, og at se verden sammen med. Ægteskabet med Aage gjorde hende til »Fru Damgaard«, og det var én verden. Venskabet med Kai var af en anden karakter.

– Aage førte mig ind i sin verden med tekstilproduktion, kunst, de mange gøremål i Herning og i landet i øvrigt. Det var i vid udstrækning Aages verden af kunstnere, fabrikanter og politikere. Sådan var det, og vi opbyggede en familie og et firma sammen.

– Med Kai blev nye døre åbnet. Således var det ham, der viste mig Danmark, når vi tog på udflugter sammen, siger Bitten Damgaard, der står ved, at alderen nu sætter sine begrænsninger. Langture må hun have chauffør til, og helst skal der selskab med, når hun forlader hjemmet.

Pensionsalderen ikke nået

Alderen må man stå ved, mener hun, idet hun dog ikke ser nogen grund til at gå på pension. Vel skal hun over den kommende tid til at takke af fra nogle af de mange gøremål og tillidshverv. Men hendes liv giver mening i kraft af hendes engagement og de ting, hun fortsat beskæftiger sig med.

– Så længe, jeg har kræfterne vil jeg gerne gøre en indsats. Så længe, folk kan bruge mig, vil jeg gerne deltage og hjælpe. Jeg har haft stor fornøjelse af, at folk har villet samtale og søge mine råd – i det de selv må træffe de fornødne beslutninger, siger hun.

Blandt de mange gøremål er bestyrelsesarbejde. Bitten Damgaard er fortsat formand for Højskolen Skærgården, som hun var med til at etablere sammen med Meta Hareskov, og der har kun været de to formænd i alle årene. Næste år fylder højskolen 50 år.

Inspirator og fødselshjælper

Også i Midtjydsk Skole- og Kulturfond, som hun stiftede sammen med Aage, er hun formand og viderefører herigennem den indsats og de aftryk, som blev udstukket af dem begge. Men for Bitten Damgaard har det været vigtigt, at det ikke kun har været en videreførelse. Med fondens engagement i videreudviklingen af egnens kulturliv er der lagt nye lag på, som når fonden er aktiv omkring udbygning af Heart og Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum.

– Jeg mener også, at vi har gjort en forskel, når vi på et tidligt tidspunkt har støttet et nyt projekt. I dag er fonden ikke stor, men ved at give et beløb tidligt i en projektfase, kan vi måske inspirere andre og berede vejen for større donationer, fortæller Bitten Damgaard. Hun nævner transformationen af Textilforum til Tekstilmuseet, Skovsnogen og Herning Opera Festival som eksempler på, hvor man tidligt erklærede sin støtte og forhåbentlig var med til at få flere med om bord. Senest var fonden fødselshjælper, da Herning-kunstneren Mathias Dyhr i august gennemførte »Idéerne« i Birk.

Stolt af kirkeudsmykning

I slutningen af 2020 stoppede hun som medlem af menighedsrådet i Gjellerup Sogn – efter 24 års indsats. Da hun fire år forinden var på valg, gik det op for en landsdækkende avis, at Bitten Damgaard med sine dengang 89 år måtte være Danmarks ældste menighedsrådsmedlem, og det ville man lave en artikel om.

Og så troede journalist og fotograf, at de bare kunne tage omkring Lund en tilfældig dag – ud fra devisen, at sådan en pensionist vel var hjemme det meste af tiden. Men der tog de fejl.

Foto: Mingo Photo

I øvrigt var det Kai Johannsen, der »lokkede« Bitten Damgaard til at opstille på en fælleskirkelig liste.

– Der skulle være et alternativ til Indre Mission, ikke for at tage noget fra nogen, men for at give mere variation i for eksempel arrangementerne og sognearbejdet, fortæller Bitten Damgaard og glæder sig over, at højskolesang og den gode fortælling i Kirkeladen i Gjellerup sammen med Silo i Hammerum tilsammen tilbyder noget for alle.

Det var Bitten og Kai sammen, som var de store inspirationskilder, da Danmarks ældst daterede landsbykirke, Gjellerup Kirke, fik ny udsmykning i 2007, og da man valgte kunstneren Maja Lisa Engelhardt til at udføre arbejdet. Som formand for udsmykningsudvalget tog Bitten Damgaard de naturlige klø, som følger med, når man vil ændre noget gammelt, men i dag anerkender de fleste vel kirkens lysere og milde udtryk.

Læs også
Arven efter Aage Damgaard
Abonnement

Ting tager tid

Og på den måde bindes der en tråd fra de første år med Aage Damgaard til nutiden: Det er ikke altid, at man får medvind i starten, men efterhånden kan der ske noget.

– Ting tager tid, sammenfatter Bitten Damgaard. Tid har hun også haft meget af, og derfor har hun set meget folde sig ud.

– Det var langt fra alt, hvad Aage foretog sig, som dengang faldt i god jord, jeg vil nærmest sige tværtimod. Både i befolkningen og i den lokale presse blev der rystet på hovedet ad de mange påfund og kunstnerbesøg. I dag fremhæves det som national kulturarv. Og det kan man så glæde sig over.

Bitten Damgaard løfter sig ikke op på en bedrevidende piedestal, tværtimod. Hun indrømmer, at udsyn og indsigt også for hende er kommet med årene. Med kunst og kultur som vitaminindsprøjtning.

– Kultur i bred forstand – uanset om det er kunst, teater eller musik – tilbyder os en måde at se verden og vores liv på. Vi låner kunstnerens øjne, ører, hjerne og sanser. Vi beriges. For mit eget vedkommende kan jeg i hvert fald sige, at jeg er blevet både mere forstående og rummelig, og den anbefaling giver jeg da gerne videre.

Indlæser debat...