Giv de afviste asylansøgere lov til at leve et liv i Danmark med frihed og tryghed

10. juli 2019, 12.30

Lindvig Osmundsen.

UDREJSECENTER Kære udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.

Tillykke med din udnævnelse til at være udlændinge- og integrationsminister.

Jeg har siden udrejsecenter Kærshovedgård blev åbnet i marts 2016 haft tæt kontakt til en stor gruppe kristne afviste asylansøgere, særligt fra Iran. Flere af dem er ved at være psykisk nedbrudte og derfor har jeg skrevet et brev til dig.

Nedenstående følger brevet til dig vedrørende afviste asylansøger på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Jeg sender det også til nogle aviser, for jeg tror vi har brug for en åben debat om der ikke kan findes en løsning for disse relativt få afviste asylansøger.

Med venlig hilsen

Lindvig Osmundsen.

Kære Mattias Tesfaye.

Tillykke med opgaven som udlændinge- og integrationsminister og tak fordi du vil stoppe symbolpolitikken og arbejde på at finde løsninger.

En voksen mand stod foran mig og græd så han rystede.

Forleden aften mødte jeg en afvist asylansøger, som er henvist til at bo på Udrejsecenter Kærshovedgård. Han er kristen og kommer i vores lokale Bibelcafé for afviste asylansøgere og andre.

Han var tydelig frustreret da han kom, så jeg tog derfor en snak med ham. Han har nu været på Udrejsecenter Kærshovedgård i over to år. Har forsøgt at efterleve reglerne, og han er en hjælpsom mand. Er nu i fase 2 og får lov at være i praktik. Han fortalte: »I morgen skal jeg i min praktik lave pizza til 300 mennesker, men jeg må ikke tage lidt mad med fra cafeteriet til en syg kammerat!«

Reglerne om spisning på Udrejsecenter Kærshovedgård er nu strammet så meget, at man kun må indtage sin mad på bestemte tidspunkter og kun i centerets cafeteria. Men sagde han, det handler ikke om mad for mig, det handler om respekt. Jeg er flygtet fra mit hjemland Iran, fordi jeg ikke blev regnet som et menneske, ikke mødte respekt. Nu er jeg i Danmark, og man tager min værdighed fra mig. Sådan sagde han, og ikke en gang at kunne hjælpe sin ven med at hente lidt mad fik han lov til.

Nu ved jeg at nogle på udrejsecenteret misbrugte det at tage mad med på værelserne og tog alt for meget. Men vi har ikke i Danmark tradition for at foretage kollektive afstraffelser, når nogle enkelte misbruger reglerne. Kunne man dog ikke finde ordninger, så de trods alt kan beholde lidt værdighed i den håbløse situation de er i?

Men det handler ikke om mad, det handler med Udrejsecenter Kærshovedgård for afviste asylansøgere, som ikke han begået nogen kriminalitet i Danmark. Jeg kender mennesker, som nu har været der siden marts 2016, altså i tre år og fire måneder. Og den eneste legale vej ud, de har, er at rejse hjem til det land de er flygtet fra. Sådan er asylsystemet skruet sammen. Det ved du alt om.

At presse mennesker til at rejse tilbage til et land med et regime, som det man har i Iran p.t. det er at påtage sig et meget stort ansvar. Jeg har boet i Etiopien i 13 år, dengang Etiopien var et kommunistisk diktatur under Mengistu Haile Mariam. Og jeg var jo beskyttet af mit danske pas, men oplevede alligevel diktaturets vilkårlighed. Og jeg oplevede nære kollegers fængslinger. Og tusindvis af mennesker flygtede fra Etiopien i håb om frihed og tryghed i andre lande, USA, Norge, Sverige og Danmark. De flygtede fra et blodigt regime, som har tusindvis af liv på samvittigheden. Nu 30 år efter er Etiopien et land som blomstrer, og landflygtige etiopiere vender tilbage for at være med til at bygge landet. Men så lang tid tog det.

Et eksempel på at mennesker hvis de kan, gerne vil vende tilbage til deres fødeland. Men det kan og vil mange iranere ikke, ikke endnu. Skal vi så som samfund presse dem ved at gøre deres tid i Danmark så vanskelig som mulig? Kan det forsvares at placere (reelt internere) mennesker på ubestemt tid på udrejsecentre, mens de venter på andre tider i deres hjemlande? Kan det forsvares, at man har fastholdt mennesker på Udrejsecenter Kærshovedgård i 40 måneder?

Symbolpolitikken har ikke bragt nogen løsning. Og det er det jeg forventer af dig, at du finder løsninger. Ikke bare at flytte problemet fra et sted til et andet, ikke blot justere lidt her og der, men løsninger.

Nu er der kontrol over migrantsituationen og flygtningesituationen, men der er en rest, et forholdsvis lille antal, afviste asylansøgere, som sidder fast i systemet, anbragt i en håbløs og fastlås situation, hvad med dem, og hvor længe endnu?

Tak for din tale til os på ministeriets hjemmeside, det var nærmest en nytårstale, en ny retnings tale. Giv disse afviste asylansøgere lov til at leve et liv i Danmark, med frihed og tryghed, det er det de har brug for, til gavn for dem og os alle.