Tvivlsomme prioriteringer i en coronatid

27. februar 2021, 12.58

Troels Johansen. Foto: Privatfoto

VACCINE Lad mig sige det straks. Jeg er 81 år. Jeg har haft et liv rigt på oplevelser - naturligvis med ups and downs som de fleste af os har haft; jeg har og har haft mange gode venner og et meningsfuldt arbejdsliv. Alt det sammen med samme hustru gennem 58 år. Jeg kan se tilbage på et væld af oplevelser, som har gjort mit liv rigt. Et livsindhold jeg kan tænke tilbage på med glæde. Jeg føler mig meget privilegeret.

Hvorfor nu den indledning til et læserindlæg om tanker i en coronatid?

Vi er nu et års tid inde i et coronaforløb. Regering, politikere, sundhedsekspertise, sygehuspersonale og mange andre har i hele denne periode arbejdet ihærdigt på at inddæmme sygdommen og helbrede de syge. Samfundet har været lukket ned i et par omgange. Netop nu lempes nogle af de restriktioner, som har haft katastrofale konsekvenser for landets økonomi - mange virksomheder kæmper en hård kamp, store som små erhvervsdrivende bløder; nogle klarer den ikke. Skoler og uddannelsesinstitutioner er lukkede, og selv om undervisere efter bedste evne prøver at gennemføre en form for hjemmeundervisning, hvor børn og studerende skal sidde i timevis hver dag og kigge på en computerskærm, så er det slet ikke godt nok. Det er ikke godt og udfordrende nok fagligt, og det er slet ikke tilfredsstillende med hensyn til det daglige samvær, de tætte sociale kontakter, som er en forudsætning for at udvikle hele mennesker. Vi har ofret børn og unge i mange måneder, og vi fortsætter med at gøre det. Det er urimeligt.

Vi, der er oppe i årene, vi, der siges at tilhøre en sårbar gruppe, kan se tilbage på et langt liv, hvor vi har kunnet skabe os et livsindhold med familie og venner, med sorger og glæder, sådan som et normalt liv nu engang er. Men børn og unge har aldrig fået den mulighed. Mens vi andre på en måde har fuldt beskrevne papirsider med oplevelser, som bør få os til at udholde lidt kedsomhed, plager og ulykker, så har børn og unge endnu ikke kunnet skrive meget ned på deres blanke papirsider. De har endnu ikke udviklet så mange sociale kompetencer, de har ikke kunnet udvikle en mangeårig vennehistorik, de har ikke de samme referencer, som kan hjælpe dem med at klare små og store problemer.

Ærligt talt - jeg synes, der er taget alt for meget hensyn til os gamle, til os der er over 70, på bekostning af børn og de unge. Det forekommer mig at være helt forkert at vaccinere 80-90-årige på plejehjem, nogle oven i købet halv- eller helsenile, før det sygehus- og sundhedspersonale, som skal tage sig af patienter med vidt forskellige sygdomme. Det er for mig uforståeligt, ja faktisk uacceptabelt, at mange mennesker med alvorlige sygdomme, flere endda med livstruende sygdomme som for eksempel kræft, må opleve at blive senere, undertiden for sent, behandlet. Blandt andet for at beskytte os gamle vaccineres vi gamle, vi de såkaldt udsatte, først, derefter de yngre. Børneområdet og uddannelserne må vente på bedre tider; og økonomisk har det betydet, at landet nu er gældsat som ingensinde tidligere.

Er det rimeligt? Det synes jeg ikke.