En læreruddannelse i Herning?

9. februar 2021, 14.46

Foto: Adobe Stock Photo

UDDANNELSE Uddannelsesminister Ane Halsbo-Jørgensen bryder sig ikke om forslaget om ny læreruddannelse i Herning, en gammel læreruddannelsesby, der i 1980’erne blev frataget sit seminarium.

Halsbo-Jørgensen sagde 30. januar, at hun »synes, at der skal være et særligt ansvar, når man kvalificerer lærere til at undervise vore børn i folkeskolen«.

Det kan lyde som nye gode toner fra ministeren, for én af hendes forgængere tog afsked med »at kvalificere lærere«. Det skete ved den sidste læreruddannelses »reform« for syv år siden. Fremover måtte der ikke være tale om kvalifikationer. Nu skulle det hedde »kompetencer«.

Det er ikke kun ordet til forskel. Alt det faglige blev nedprioriteret til fordel for »kompetence-moduler«. Denne »reform« fik af en garvet lærer disse ord med på vejen:

»Nu er det slut med faglig progression i uddannelsen«.

Det viste sig at være helt rigtigt. Dannelsen blev trængt i baggrunden til fordel for den snævre kompetencetænkning. Samtidig er uddannelsen gradvist gjort til en pengemaskine. Når en studerende består, udløser det penge til institutionen. Det skaber den opfattelse i ledelsen, at en studerende, der ikke består, er en uting, en uønsket udgift (manglende indtægt).

Jeg har selv oplevet at gå til en eksamination med følgende tilråb i øret:

»Nu sørger du for, at han består!«

Et andet eksempel: En gruppe lærere skulle som afslutning på et projekt gennemgå og bedømme opgaver fra en årgang. Cirka 20 procent af besvarelserne blev ikke godkendt.

Da meddelelsen herom nåede ledelsen, blev lærergruppen pålagt at ændre kriterier, så procenten af ikke-godkendte blev væsentligt lavere.

Hvordan gjorde man det?

Man slog af på de krav, der fremgik af studieordningen.

Et tredje eksempel:

En lærer skulle godkende et hold studerendes deltagelse i et undervisningsmodul. På holdet var der en studerende, som aldrig havde været til undervisningen og heller ikke havde afleveret opgave. Derfor blev modulet ikke godkendt for den pågældende.

Straks modtog læreren denne ordre fra lederen:

»Den sidste skal også godkendes.«

Det havde den pågældende lærer svært ved at affinde sig med, og dristede sig derfor til at tage spørgsmålet op på et lærermøde. Læreren gjorde rede for sin bekymring og fik følgende svar fra chefen:

»Når alle andre kan finde ud af det, kan du vel også.«

Det må hilses velkomment, hvis ministeren vil rette op på disse misforhold. Derved kan hun bedst værne om den eksisterende uddannelse.

Men det fjerner ikke behovet for en dannelsesorienteret læreruddannelse i Herning.