Mindeord om Rita Lauridsen: Fra modstandsbevægelse til møbelproduktion

24. marts 2020, 14.38

Rita Lauridsen blev 94 år. Herningenseren har blandt andet skrevet en bog om sin ungdom i modstandsbevægelsen og sammen med sin mand drevet Kibæk Møbelfabrik frem til 1968. Foto: Flemming Hansen

MINDEORD Ulrik Lauridsen skriver på vegne af familien mindeord om sin mor, Rita Lauridsen, Paghs Alle, Herning, der er død i en alder ef 94 år efter et langt liv som blandt andet modstandskæmper og møbelproducent i Kibæk

Rita Lauridsen var en af de efterhånden få danskere, der både huskede og spillede en aktiv rolle under Tysklands besættelse af Danmark 1940-45.

Som 17-årig blev hun involveret i modstandsbevægelsen i Ulfborg og Torsted. Hun var kontorelev ved Hundevad og Co, hvor hendes kæreste, Svend Erik, også var ansat som møbelsnedker. Han var med i nedtagningsgruppen i Torsted og blev senere leder af sabotagegruppen i Ulfborg. Rita hjalp blandt andet med at skrive illegale pjecer og at sortere våben og ammunition.

På et tidspunkt sidst i 1944 blev det for hedt for Svend Erik. Han måtte gå under jorden og flyttede hjem til Ribe. Rita flyttede med, og de unge forelskede kunne ikke holde sig fra modstandsbevægelsen. De cyklede ud i området og optegnede de tyske stillinger og fik skitserne sendt videre til England via avisen Vestkysten.

Møbelfabrik, medier og mønter

Efter krigen blev Rita og Svend Erik gift i Ribe Domkirke. Rita i sort, da hvidt ikke fandtes efter krigen.

De købte Kibæk Møbelfabrik og drev den sammen til 1963, hvor Svend Erik døde af en blodprop. Han havde uvidende om årsagen dengang sandsynligvis posttraumatisk stress.

Rita fortsatte i nogle år driften af virksomheden, som var i god drift på dette tidspunkt. Hun formåede endda at bygge en ny fabrik i udkanten af Kibæk.

Virksomheden fremstillede spiseborde med vendeplade, så man kunne spille kort på filt eller nappa på bagsiden af spisebordspladen.

Rita solgte virksomheden i 1968 og blev ansat som kontorchef på Herning Folkeblad, hvor hun var ansat til 1979.

Derefter, i en alder af 63, fik hun fast arbejde hos Steen Høy, som solgte frimærker og mønter. På samme tid blev sølvtøj en stor handelsvare, så Rita sad blandt andet på kontoret og sorterede totårnet sølvtøj. Efter nogle få år her lod Rita sig pensionere.

Hun var i mellemtiden blevet kontaktet af Ove Laursen, som var ansat af Frihedsfonden til at opsøge tidligere modstandsfolk for at vurdere dem og eventuelt indstille dem til en pension gennem Frihedsfonden. Rita var selv heldig at få del i denne pension og har sammen med Ove Laursen hjulpet mange fra Vestjylland til også at få en andel.

Rita erhvervede for 40 år siden et stykke mosejord ved Herning Flyveplads. Her tilbragte hun uanede timer med at plante til med træer og buske i den spagnumholdige jord. Det har i alle årene været hendes paradis, og familie og venner har drukket mange kopper kaffe her. I dag er halvdelen af arealet birk og granplantage.

Rita har været aktiv i musikgruppe i Kibæk og i salonorkestret i Herning, hvor hun spillede førsteviolin.

Allerede som 12-årig lærte hun kunsten og var med i et symfoniorkester i Ulfborg ledet af lærer Nielsen.

Rita har sat stor pris på også at præge børnebørn og oldebørn med musikalsk læring. Hun håbede på, at hendes to violiner spiller videre i familien, og hendes sidste ønske var, at der ved mindehøjtideligheden afholdes en violinkoncert, hvilken sandsynligvis udsættes til urnenedsættelsen.

Oplevelser i den vide verden

Ritas svigerfar i Ribe elskede at rejse i Europa, hvilket smittede af på den lille familie i Kibæk. Der kom fra 1946 til 1956 fire børn ud af ægteskabet, og de to ældste blev taget med på ferieture i hele Europa. Den sidste lange tur i 1963 blev Svend Eriks sidste. Rita mistede dog ikke gejsten for at rejse.

Som hun selv har udtrykt det: »Jeg har været på alle kontinenter, men mangler desværre Antarktis.«

Hun har også haft tid til under sit otium at skrive en selvbiografi, hvor hun fortæller om barndommens trange kår, krigens sorger, et liv med fremgang arbejdsmæssigt set og mange store oplevelser i hele den vide verden.

Rita efterlader sig sine fire børn, som den sidste tid har taget sig kærligt af hende og været hos hende på skift dag og nat i hjemmet på Paghs Alle i Herning.

Det har hun nydt, og der blev talt fuldstændig åbent om, at tiden nok var knap.

Rita var en stærk humanist og realist, som heldigvis helt til det sidste har været fuldstændig klar i hovedet til at diskutere gode minder, og hun nød de mange besøg fra familie og den store vennekreds.

Børnene, børnebørn, oldebørn og tipoldebarnet har med stor sorg mistet en slægtning, som har præget deres liv så fantastisk både læringsmæssigt og holdningsmæssigt.

Et stort menneske er gået bort.