Peter Brixtoftes datter: -Jeg følte mig elsket uendelig højt af min far, men alkoholen var vigtigere for ham

Peter Brixtofte var en fantastisk far, men han var også en fraværende far og en far, der i stigende grad lod alkoholen sætte dagsordenen. I bogen »Kun når det regner« fortæller hans ældste datter, Marie, om den kærlighed, hun aldrig tvivlede på, men også om konsekvenserne af at være barn af en alkoholiker

20. januar 2019, 15.02

Som voksen har Marie Brixtofte fået indsigt i farens opvækst, der bar præg af hans egen fars misbrug og svigt, og det har været vigtigt for hende at forstå baggrunden for hans handlinger, men hun fastholder samtidig, at det ikke fjerner hans ansvar. Foto: Carsten Lauridsen

Hvis barnet Marie var blevet bedt om at beskrive sin far, havde hun brugt ord, man normalt bruger til at beskrive en helt. Hun ville have kaldt ham fuldstændig fantastisk. Og magisk. Hun ville have sagt, at han kunne alt. Hun ville have fortalt, hvor enestående det var at gå gennem byen med ham og mærke, hvordan alle elskede ham. Hvordan han kunne tale med alle og huske alle. At han kunne finde på at stoppe en mand på gaden og spørge: »Hvordan går det med din hund? Kom den godt igennem operationen?«.

Det er én fortælling om Peter Brixtofte, der ikke bare var Maries far, men også var en kendt Venstre-politiker og i mange år elsket som borgmester i Farum.

Og fortællingen er sand. Sådan var Peter Brixtofte. Som politiker og i glimt som far. Sådan var han i hvert fald også. For fortællingen om manden med de store armbevægelser, visionerne og blikket for både små og store er også fortællingen om en mand med et stort forbrug af alkohol, der endte i et ødelæggende misbrug. Det er samtidig fortællingen om en mand, der selv var et svigtet barn af en misbruger og endte med at svigte sine egne børn, selvom de aldrig var i tvivl om hans kærlighed.

- Som far var han fuldstændig vidunderlig ..., lyder beskrivelsen fra Marie Brixtofte, inden hun tilføjer en vigtig nuance:

- ... når han var der.

For der var dage, hvor de spillede bordtennis, dansede rundt i stuen til jødisk musik og spiste slik, til de segnede. Og der var dage, hvor han bare ikke kom hjem. Hvor noget kom i vejen. Hvor hun endte med at ligge i mørket og lytte efter hans trin.

- Sådan var præmissen for vores forhold. Det var kvalitet i stedet for kvantitet. Men med tiden ødelagde alkoholen også kvaliteten.

For de andres skyld...