Mandagsrefleksion: Der er også andre tragedier i samfundet end mink

30. november 2020, 10.57

Foto: Tom Laursen

sympati Nu ved jeg ikke, hvor farligt det er at omtale minksituationen i denne avis. De bemærkninger jeg kommer med i denne klumme, kan måske få nogle til at tænke, at man skulle være pelset for de holdninger, der kommer. Nuvel, man kan jo ikke være venner med alle.

Indledningsvist har jeg den opfattelse, at der er foretaget en politisk beslutning, uden at lovgrundlaget var i orden. Lovbrud er og bliver lovbrud. Som jeg kan læse det i pressen, har statsministeren erkendt fejlen, og det må så være op til et flertal i Folketinget at drage konsekvenserne af denne politiske handling.

Jeg har også i pressen fulgt de tragedier, som er kommet frem om nogle af de familier, der har fået deres livsværk smadret og må finde andre nye veje for deres erhvervsmæssige fremtid.

At børn og voksne er mærket i den situation, er forudsigeligt. Har man brug for professionel hjælp, lever vi heldigvis i et samfund, hvor fællesskabet giver nogle muligheder for at hjælpe de ramte familier videre. Det være sig økonomisk og mentalt. Måske skulle pressen grave lidt i, hvordan løn-, arbejds- og boligforholdene er for de udenlandske arbejdere, der arbejder på minkfarmene.

Hvor er det så, at »kæden hopper af« i denne sag?

Det er for mig, når minkavlerne og deres repræsentanter synliggør deres utilfredshed ved aktioner og demonstrationer - blandt andet ved at køre traktorer igennem nogle større byer, til gene for øvrige trafikanter, med nogle skilte hvor indholdet er på kanten af anstændighed, når de markerer deres utilfredshed med regeringen.

Jeg tror ikke, sådan en adfærd giver sympati for deres sag. Jeg har ikke bemærket én minkavler eller deres repræsentanter finde deres traktorer frem til støtte for, at Arne skal have mulighed for at få en tidligere pension. Jeg har heller ikke set en eneste traktor på vejen til støtte for lærerne, da de for år tilbage blev lockoutet af deres arbejdsgivere.

Ligeledes kan jeg ikke huske et eneste læserbrev med sympati fra minkbranchen over, at finanskrisen smadrede tusindvis af arbejdspladser i træindustrien. Ikke mindst på denne egn.

Hvor var jeres demonstrationer og sympati henne over, at slagteriet i Holstebro lukkede? Mon ikke - der som følge af den lukning - også var børn og voksne, der græd og var utrygge, da de så deres livsgrundlag blive ændret dramatisk?

Nå ja. Så er der Inger Støjberg. Det må partiet Venstre selv klare.