Åbent brev til Herning Kommune

24. marts 2020, 14.46

Foto: Adobe Stock Photo

ANSVAR Kan man være medlem af et kommunalråd uden at være forpligtet til at redegøre og stå til ansvar overfor borgerne for de beslutninger, man er med til at træffe?

Kan man bare overlade alt til forvaltningen og lade dem have ansvaret for de sager, man er medansvarlig for?

Er det ikke kommunalbestyrelsens pligt og ansvar at sørge for, at alt foregår efter love og regler i forvaltningen?

Har man ikke som borger krav på - og ret til - at få kendskab til, hvad der foregår dér, når det drejer sig om én selv eller éns nærmeste familie?

Om den aktuelle sag vedrørende kommunens tvangsfjernelse af mine to oldebørn, har jeg gentagne gange henvendt mig til alle kommunalbestyrelsesmedlemmer, borgmesteren og børne- og ungeudvalgsformanden, men er hver gang blevet henvist til forvaltningen - uden at få oplyst, hvem der er de ansvarlige, og i øvrigt fået det svar, at man har tavshedspligt og ikke må udtale sig i enkeltsager.

Jeg har bedt om at få svar på begrundelsen for tvangsfjernelsen, hvem der har ansvaret, om det er foregået på lovlig vis, og hvad min familie og jeg er mistænkt for, siden vi ikke kan betros til at omgås børnene og have besøg af dem. Men der er ingen, der mener sig ansvarlige eller forpligtet til at give mig en forklaring.

Hvorfor er der ingen, der tør tage ansvaret, stå ved deres handling og give mig et klart svar på mine spørgsmål?

Uanset hvor jeg har henvendt mig, er jeg kun blevet mødt med denne arrogante tavshed (med en enkelt undtagelse fra et byrådsmedlem, som påstår, han ikke kan gøre noget).

Når Herning Kommune således har frataget os vore børn, nedbrudt moderen og påført os alle et uerstatteligt tab, er det så ikke rimeligt, at man som nær pårørende ønsker en forklaring fra de ansvarlige for denne handling?

Og, når der utvivlsomt - ifølge borgmesterens egen udtalelse i TV MidtVest - er begået fejl på fejl, hvorfor tager man så ikke konsekvensen og retter fejlene?

Er der overhovedet ingen ansvarlige, der fatter, hvilken sorg og ulykke, de har påført to små piger og deres familie?

Hvordan kan nogen mennesker mene sig berettiget til at tage magten over andre menneskers liv - uden at skulle gøre rede for deres motiver og handlinger?

Kunne man ikke forvente, at folk, der beklæder de mest ansvarsfulde og betroede embeder i samfundet, kunne udvise et minimum af respekt for en almindelig hæderlig familie, hvis skæbne de har gjort sig til herre over - i stedet for totalt at ignorere os?

Hvorfor bliver vi mødt med denne mistillid og ikke betragtet som ligeværdige mennesker - eller måske afvises som »ikke part i sagen«?

Hvorfor gøres vi umyndige?

Kunne man ikke som pårørende forvente et reelt svar fra de ansvarlige, efter at de har foretaget et så alvorligt overgreb på to sagesløse børn, som ikke kan forsvare sig?

Forventer man, at vi tier og retter ind, når vi skal leve med at have mistet vore børn, fordi kommunens folk åbenbart opfatter sig selv som almægtige, alvidende og mere kompetente end os?

Hvordan kan det, som her er overgået min familie, overhovedet finde sted i vort land?

I denne sag er der åbenbart ingen grænser for stupiditet, manglende empati, magtmisbrug, utroværdighed og manglende vilje til at erkende egne fejl.

Efter min mening er det fuldstændigt uacceptabelt.

Forventer man, at corona-krisen, der nu truer, vil bringe os til tavshed, overskygge og bringe glemsel over den familietragedie, som kommunens håndtering af denne sag har forvoldt?