Mindeord om Blue Fox-legende: Kommentatorboksens hyggelige stemme er blevet tavs

13. januar 2020, 15.31

MINDEORD Anders Skou Agerlund har skrevet mindeord om tidligere ishockey-speaker hos HIK/Blue Fox, Chris Gaarslev Jensen, der blev begravet i sidste uge

Det var en stor person der fredag 10. januar blev sagt det sidste farvel til ved Sct. Johannes Kirke i Herning. Det var en person, som altid var venlig, hjælpsom, varm, rummelig og generelt bare et godt menneske. Chris var populær og respekteret.

Chris var engageret i arbejdet med børn og unge, men disse mindeord er skrevet ud fra mit forhold til ham, som stammer fra hans tid som frivillig i HIK og Blue Fox, hvor han endte med at få stor betydning for mig personligt, og min udvikling.

Frivillig gennem tre årtier

Chris var frivillig i HIK i over 30 år. Han stod i mange år for at bemande speakerboksen for samtlige hold i klubben. Det er et enormt arbejde. Der er mange hold, der spiller mange kampe i en periode på godt syv måneder om året. Han sad selvfølgelig også selv i speakerboksen under kampene, hvor han kunne påtage sig alle opgaver. Det var flere gange i løbet af ugen, og stort set hver weekend. Ved stævner var det gerne fra tidlig morgen til sen aften hele weekenden.

Han har været med, fra det foregik med blyant på papir og frem til i dag, hvor alt fungerer elektronisk. Han fulgte med udviklingen og brokkede sig aldrig over fremskridtet. Der var kurser uden for sæsonen, hvor man kunne blive opdateret på alt det nye, og der var Chris selvfølgelig med.

På sine ældre dage trappede Chris ned og havde »kun« ansvaret for personale til 1. division. Men han sad der selv hver eneste gang og nød her stor hjælp af sit trofaste team bestående af Torben Madsen, Troels Skærlund og Buggi Struzinski.

Chris var hyggelig at sidde i speakerboks med. Han havde altid et emne, man kunne snakke om, og han talte altid med en dejlig rolig stemme. I stressede situationer bevarede han roen og havde styr på, hvad der skulle ske. Han var seriøs omkring kampene, men alligevel ikke mere end, at »puck ude af spil« blev kaldt for indkast eller »pucken er væk«. Havde en periode eller kamp været kedelig, kunne han også sagtens melde ud, at »Nu er der heldigvis kun et minut tilbage«. Det hele forgik selvfølgelig med mikrofon, så alle kunne høre det.

Da Blue Fox så dagens lys i 1998, var Chris selvfølgelig med. I mange år solgte han øl og pølser nede i det ene hjørne. Her kunne man altid komme ned til en hyggelig snak, og en sjælden gang i mellem til en pølse med lidt »rabat«. Da pølseboden lukkede, hoppede Chris også her over i speakerboksen. I sin sidste tid var han at finde på balkonen, hvor han lavede statistik over, hvilke spillere der var på isen ved mål.

Chris tog mig ind

Men hvorfor betød Chris så det, han gjorde for mig? Det må have været omkring 1996, da jeg var otte år. Jeg var kommet på isstadion i nogle år, dog mest fordi jeg fandt ismaskinen utrolig spændende.

Jeg har Aspergers syndrom, og var af »eksperter« i kommunen blevet dømt til en fremtid med pædagoger omkring mig hele tiden. Jeg var meget alene og havde ikke særlig gode sociale egenskaber. Men Chris kom til mig, og jeg følte mig omgående tryg. Om det var hans pædagogiske egenskaber eller bare hans rolige og behagelige gemyt, ved jeg ikke. Jeg kom med ned i speakerboksen og begyndte at hjælpe med nogle småting som at hænge et skilt med et holdnavn over glasset i spillerboksen.

I mesterlærer som speaker

Men det største øjeblik kom, da jeg små to år senere satte mig i den grønne stol med de sorte armlæn. »Det er speakerens stol, så skal du speake kampen«, fik jeg at vide. Selvfølgelig skulle jeg ikke det, tænkte jeg.

Men jo, det var jo speakerens stol.

Jeg kan huske, at jeg var rystende nervøs, også selvom det var en U10-kamp, og der nok kun var omkring 25 folk i hallen. Men jeg gjorde det, og jeg gjorde det med Chris ved min side, som hele tiden roste mig og klappede mig på skulderen.

Det var en fantastisk oplevelse og en kæmpe sejr. En kamp blev til to, og to blev til tre. U10 blev til U12, og siden U14.

Med til at forme mig

Herning Ishockey Klub blev til Blue Fox, og siden 2012 har jeg været alene på posten.

Senest i 2018 kunne jeg slå op i Herning Folkeblad og læse en dobbeltsidet artikel om mig selv, som »Lørdags profilen«. Noget som år forinden havde været fuldstændig utænkeligt, men som blev til virkelighed på grund af Chris og hans fantastiske personlighed.

At være speaker er i dag blevet en livsstil. Det er noget, jeg elsker, og som folk forbinder mig med. Jeg kan ikke takke Chris nok for, at han tog mig ind og »tvang« mig til at speake dengang for efterhånden små 21 år siden. Det har været med til at forme mig som menneske og gøre mig til den, jeg er i dag.

Men rejsen sluttede altså i fredags med en flot ceremoni i Sct. Johannes Kirke. Det var med både våde øjne, en stor klump i halsen, men også en stor følelse af ære, at jeg var en af de seks, som bar hans kiste ud af kirken. Sammen stod vi og så Chris drage af sted på sin sidste rejse.

En legende har sagt farvel. En æra er forbi. Men alle de fantastiske minder vil vi have for altid.

Sov godt min ven og tak for alt.

Æret være dit minde fra nu af og til evig tid.